Jeg troede faktisk, at jeg var en ninja udi Corona. Ikke så meget som en forkølelse har jeg haft de sidste to år. Alt er prellet af. Men jeg slap ikke helt og måtte som virkelig mange andre overgive mig til en positiv test her i januar. Heldigvis havde jeg arbejdet hjemme hele ugen inden og ikke været i berøring med nogen op til.
Hos mig viste det sig som hoste, hovedpine og feber. Det kaldes for Wind Invasion i kinesisk medicin og Gua Sha-terapi. Og hey, jeg skulle da være en skidt skønhedsekspert, hvis jeg ikke tog dét i brug, jeg kender bedst, for at få det bedre. Så på tredje aften, hvor jeg havde det værst, fattede jeg min Rose Gua Sha og Amlys Cocoon Oil og gik i gang. Wind Invasion er ifølge kinesisk medicin en blokering i nakken, der påvirker sinus, stoppet næse, hoste og hovedpine, så jeg kørte på med masser af faste strøg og masser af olie. Fra kraniekanten og helt ned over skulderen. Mange gange, faktisk så mange, at jeg kunne mærke at det begyndte at klikke i bihulerne og stramme i hals og hoved.
Og så gik jeg i seng med høj feber og vågnede helt fugtig i nattøj og sengetøj næste morgen.
Men jeg var nærmest frisk igen. Kunne stå op, tage bad og endda liste ud efter noget frisk luft, hvor der ikke lige var andre, jeg kunne støde ind i.
I dagene efter var jeg mat i sokkerne, men hverken med feber eller nogle særlige symptomer. Jeg tog bad hver dag de følgende dage i dette badesalt med mineraler, som er superbe, når man er syg, og så spiste jeg Activist Manuka 1000+ ad libitum. En hel bøtte fik jeg konsumeret i løbet af kort tid og jeg tager den stadig – en teskefuld – hver dag indtil vinteren, forkølelserne og de høje smittetal er ovre.
Jeg ved godt, at Gua Sha’er, manuka og mineralbade ikke kan udøve mirakler. Men det gjorde de næsten for mig, og hvis det blot kan hjælpe nogle af jer lidt lettere igennem i disse dage, hvor alle er smittet med både det ene og det andet, så er det hermed givet videre.
Ingen Kommentarer