En af de helst store bestsellers hos skønhedsimperiet Sephora i Paris og New York er Go Smile, der har forskellige tandblegningsprodukter i sortimentet. Mest populære er de små touch up-ampuller, som du kan have med dig i tasken, og bruge direkte på tænderne et par gange om dagen til at fjerne pletter og misfarvninger på tænderne.
Herhjemme er sagen en anden. Her er du henvist til enten de såkaldte whitening tandpastaer eller en tur hos tandlægen. Her findes typisk to måder at blege på: Med laser, som foregår professionelt i tandlægestolen, og kan være en temmelig blandet fornøjelse, især hvis du har sensitive tænder og tandhalse. Til gengæld får du et øjeblikkeligt resultat og kan forlade tandlægen med flotte, hvide tænder.
Den anden måde foregår med et blegesæt, hvor du får taget lavet et aftryk og en skinne hos din tandlæge som du bruger en halv time dagligt i en periode sammen med blegegel. Det er forskelligt, hvordan tandlæger forholder sig til blegning (spørg altid din tandlæge til råds), men jeg har prøvet sidstnævnte med godt og – mindst lige så vigtigt – naturligt resultat.
Hvis du vil holde dine tænder smukke og hvide, så tænk også over dit indtag af kaffe, te, rødvin og cola samt mørke frugter, grøntsager og bær. Kunstige farvestoffer har også stor indflydelse, og rygning behøver jeg slet ikke at nævne, vel?
Ingen Kommentarer
Amalie♡
16. marts 2010 kl. 10:41Hej Charlotte
Jeg har lige bestilt tid hos min tandlæge til blegning med laser. Det kan sikkert overhoved ikke sammenlignes med den måde du har fået det gjort på, men hvor lang tid holder sådan en behandling du har fået? Er det ligeså holdbart som den farve ens tænder har fra naturens side og misfarves i samme takt … Eller misfarves tænderne hurtigere når man først har fået dem bleget?
Hvis du vil ud med det, er jeg også nysgerrig for at vide hvad behandlingen med skinnen koster?
Tak for en skøn blog 🙂
/Amalie♡
Charlotte Torpegaard
16. marts 2010 kl. 13:37Hej Amalie,
Tak for din hilsen. Det skal lige siges helt generelt, at jeg på ingen måde er ekspert i tandblegninger, men jeg har skrevet om det flere gange i de medier, jeg beskæftiger mig med, og har også selv prøvet flere af behandlingerne. Det er derfor vigtigt altid at konferere med din tandlæge for at sikre, at den eventuelle blegningsmetode, du vælger, er god for dig og dine behov.
Og det har du jo netop gjort. Jeg har faktisk prøvet en let blegning med laser for noget, der ligner seks år siden, hvor det rigtigt kom frem herhjemme. Det er derfra, jeg ved, at det ikke er jordens mest behagelige oplevelse, men det er absolut effektivt, og jeg er sikker på, at det er lige så effektivt som blegeskinner, hvis ikke mere. Derudover er det klaret på én gang, mens blegeskinner typisk foregår over en uge.
Da jeg prøvede det i sin tid, fik jeg en let behandling med laser og derudover blegeskinner med hjem, så jeg kunne prøve begge dele. Det er, som nævnt, omkring seks år siden, og det er først nu, at min tandlæge foreslog, at jeg brugte blegeskinnen igen en enkelt gang eller to. Så det holder fint, og det har umiddelbart ingen indflydelse på, hvor hurtigt dine tænder misfarves (det skal måske siges, at jeg ikke ryger og sjældent drikker kaffe og andet, der er kendt for at misfarve). Når, og hvis, du bleger, er det vigtigt at huske på, at der er visse ting som netop kaffe, te, cola, rødvin og mørke fødevarer, du skal holde dig fra i dagene efter, men ellers er alt som det plejer. Det fortæller din tandlæge dig om.
Og prisen? Jeg kan ikke huske det, da det er så mange år siden og jeg testede blegningen i forbindelse med en artikel. Men du er velkommen til at kontakte min tandlæge og høre. Hun hedder Benedicte Honoré og du finder hende på http://www.perlesmil.dk.
Mange hilsner Charlotte
Amalie♡
16. marts 2010 kl. 13:48Tak for svar … Super lækkert! Og jeg er glad for at høre at det er en rimelig holdbar løsning. Jeg vil høre min tandlæge om man evt. skal kombinere laseren med skinnen.
Tak for link til din tandlæge også. Vil rige og høre hende om priser også.
Ha’ en super dag!
/Amalie♡