Bag Lesse står den tidligere skønhedsredaktør Neada Deters, der efter år i branchen besluttede at finde ind til kernen af, hvad huden egentlig har brug for.
Det første produkt var Ritual Serum, som hun gav til sine venner på amerikansk Vogue. Næste dag ringede de og spurgte, hvornår hun lancerede, og siden har de mest prestigefulde magasiner og skønhedsredaktører prist Lesse til skyerne.
Resten af historien – tanker om hvad Lesse kan, hvad hudpleje i det hele taget kan, ritualer, mist i stedet for kaffe og skønhedsminder får du her, for vi har talt med den altid inspirerende Neada om blandt andet det.
Hvorfor skabte du Lesse?
Jeg har været skønhedsredaktør – skrev om hudpleje og talte med eksperter fra hele verden, men jeg kæmpede virkelig med min egen hud. Jeg ville skabe løsninger – først til mig selv – men dernæst til andre derude, der ledte efter høj- kvalitetsformuleringer, der var sikre at bruge og effektive, og samtidig var en smuk oplevelse. Som de kunne stole på morgen og aften, dag efter dag. År efter år.
Hvad er filosofien bag Lesse, og hvad ligger der i navnet?
Navnet kommer af filosofien ’less is more’. Vi har fokuseret meget på kompleksiteten ved formuleringerne. Vi har søgt efter meget sjældne ingredienser og videnskabelige studier, der kunne verificere deres effekt. Vi ser hudpleje som et ritual og ikke en rutine. Vi tror på, at hudpleje skal være en stund, hvor du tjekker ind med dig selv, kigger i spejlet og sætter pris på den person, du ser. Vi tænker ofte på hudpleje som en rutine, der skal overstås. Men jeg synes, at hudpleje har så meget mere potentiale. Med navnet Lesse har vi også leget med ordet ’les essentiels’ på fransk, og vi ser meget vores formuleringer som essentials.
Lesse i tre ord?
Naturligt, effektivt og kompromisløst.
Hvad er dine første minder om skønhed?
Min mormor havde den smukkeste hud. Mange troede, hun var min mor, fordi hun havde så smuk hud i forhold til sin alder. Jeg er hendes ældste barnebarn, og var derfor meget tæt med hende. Hun havde fem børn, en travl karriere, og så havde hun et sminkebord med masser af cremer og parfumer i smukke flakoner. Ingen fik lov til at sidde ved det bord på nær mig. Jeg kan huske at have observeret hende og set, hvordan hun passede på sin hud, og hvor meget et helle, det var for hende i en travl hverdag. Det var det, der fik mig til at forelske mig i hudpleje. Det var nok den første byggesten til Lesse – og jeg var bare tre eller fire år. Det var de minder, der var med til at forme, hvor jeg er endt i dag.
Dit eget yndlingsbeautyritual?
Det er de aftener, hvor jeg laver et karbad, giver mig tid at lægge en maske, tænder et lys, og så lægger mig i badet med en bog. Sådan et stille øjeblik – uden skærm – er så vigtigt. Vi har et fantastisk og intenst liv i New York, men jeg er opvokset i Australien omgivet af vand, så det er også i vand, at jeg føler mig mest komfortabel. Selv om karbad selvfølgelig ikke er det samme som at svømme i havet.
Hvilke produkter har du i din taske?
Jeg har bare en Soothing Lip Balm. Jeg er en sand minimalist. På kontoret har jeg en Regenertion Mist på mit skrivebord, og i vores lille køleskab, er der vand og seks flasker af misten. Særligt i de varme måneder er den så dejlig at bruge. Eller når energiniveauet daler om eftermiddagen, så opfrisker den huden og vækker sanserne. Det er næsten som en kop kaffe – en klokken 14-kaffe.
Dit favorit duft?
Jeg bruger ikke parfume, men der er ingredienser, jeg elsker duften af – hinoki og myrra. Jeg elsker dufte, der giver en groundede følelse, og jeg bruger en del røgelse hjemme og på kontoret, fordi det har sådan en beroligede effekt.
Har du nogle guilty pleasures?
Ja, det har jeg helt afgjort. Når jeg tænker på guilty pleasures, så tænker jeg på dessert, og jeg elsker is. God sorbet …
Hvad betyder selv-omsorg for dig?
Når alt kommer til alt, så er det at gøre ting, der får dig til at være i din krop, være til stede, mere som dig selv. Det er de simple handlinger, der får dig til at føle dig mere forbundet med den, du virkelig er.
Hvad er det bedste, du gør for din hud?
To ting. Nummer et er vedholdenhed. Jeg har kæmpet med kroniske hudlidelser gennem mange år, så det at holde ved, sørge for at rense min hud ordentligt, bruge en maske en til to gange om ugen, har virkelig hjulpet. Nummer to er, at jeg har været sødere og mildere overfor mig selv. Jeg har droppet at have forventninger til, hvordan min hud ser ud og føles hver eneste dag. Vi kan vågne op og have en god eller en dårlig hårdag. Det er det samme med vores hud, og det er okay. Så hvis du vågner en dag, og huden ikke føles 100 procent god, så holder du dig alligevel til din hudplejeritualer, og så har din hud det bedre næste dag. Det er så nemt at sige ’min hud er ikke god, jeg skynder mig at bruge en masse produkter, der kan løse det’, men det kan skabe en masse problemer. Vi skal fokusere på mild, vedholdende og tålmodig støtte af vores hud.
Hvad er du mest stolt af?
Jeg tror, det er, når folk kontakter os og deler med os, hvor stor en forskel Lesse har gjort for dem. Jeg har set det på min egen hud, men når andre sender os før og efter-billeder af deres hud, eller deler deres historier om, hvordan de har kæmpet med deres hud og selvtillid i årevis. Det er så givende. Vi hører fra nogle, der har været gennem kemoforløb, virkelig svære perioder af deres liv, mødre der har oplevet hormonel akne gennem graviditeten og som ikke kunne finde produkter, der var sikre at bruge og stadig effektive. Det er ikke bare hudpleje, vi skaber; det er løsninger, som kan ændre måden, andre ikke bare ser ud på, men også har det med dem selv. Det er mere givende end nogen skønhedspris.
Ingen Kommentarer