Forestil dig Diana Ross’ ørehænger Upside Down skratte i højttalerne i det store showtelt i Tuillerihaven i Paris, hvor de store modehuse holder deres shows. I begyndelsen lyder det velkendte disconummer som det plejer, men pludselig spiller det baglæns. Catwalken er spejlvendt, så podiet er i loftet, og de store blomsteropsatser vender nedad. Viktor & Rolf starter ublu showet med at komme ud og bukke, hvorefter modellerne træder ind. Alt er vendt på hovedet, og det er efterhånden synonym med Viktor & Rolf. Der var også dengang, de lavede et show, hvor alt gik i sort. Såvel baggrund som tøj og modeller, der var malet kulsorte, og så var der for nylig, hvor alle modellerne var malet røde i ansigterne. Eller dengang hvor de gik som i søvne iført udslået hår, dyner og hovedpuder sat fast i frisuren. En sæson drak de sågar modellerne halvfulde backstage, så showet blev en forløsende fest midt i en ellers højtidelige modeuge. Og så var der showet, der startede ud med en rå, sort kollektion med skinnende hjelme og bikerjakker i læder, og bedst som alle troede, at det var dét, udartede forestillingen sig til et pink blomsterorgie med kanoner, der skød blomsterblade ud, og en duft, der bredte sig i hele rummet. Det var sådan, de lancerede deres første parfume Flowerbomb.
Foto: Viktor & Rolf
Ingen Kommentarer