Trætte øjne er for mange også en del af dét at arbejde hjemmefra. Skærmarbejde gør let øjnene tungere og mere trætte og øjenomgivelserne mere krøllede. Når vi ikke kommer udenfor en dør, mister øjnene perspektiv, og vi får tendens til at knibe øjnene sammen mere end godt er.
Du kan selvfølgelig, hvis du har god tid, lægge dig med benene oppe og agurkeskiver på øjnene. Eller du kan følge mine favorittips her nedenfor:
- Øjencreme. Jo, jeg ved godt at en række eksperter hævder at øjencreme er overflødigt og unødvendigt. Det er det ikke for mig og har aldrig været det. Jeg kan tydeligt se forskel på mine øjenomgivelser, når jeg bruger øjenprodukter og især når jeg bruger denne. Det er ikke så meget en creme som et serum, der indeholder en af mine favorit-ingredienser, nemlig baobab – en rig kilde til vitamin A, E og F, der mindsker linjer og øger elasticiteten i den sarte hud omkring øjnene. Fik jeg sagt at det også virker sammentrækkende på mørke rande?
- Massage. De ligger fast på en hylde i mit køleskab og er mit bedste tip til at få trætte morgenøjne tilbage i form. De kølende rosenquartz-dupper køler, mindsker hævelser og mørke rande og virker på få minutter. Hold dem blot mod øjnene eller massér blidt rundt om øjnene. Det klarer også hovedet.
- Brightliner. Måske kan du huske den hvide eyeliner, der var et kæmpehit i firserne, fordi den fik øjnene til at syne klarere og mere friske efter de mange firserfester. Men den efterlod også en tydelig hvid streg. Ind kommer denne nye Bright-liner, der er et af mine absolutte yndlings-SOS-tips til at åbne øjnene og få dem til at syne klarere. Uden den hvide streg. Alle bør have en Brightliner i sit liv (og ja, den er superlet at bruge. Du tegner blot langs den våde kant i øjet og i den inderste øjenkrog. Den er også eminent på amorbuen for at få læberne til at syne mere fyldige)
2 Kommentarer
Anne-Mette Kristensen
17. maj 2020 kl. 14:32Hej Charlotte.
Nu vil jeg spørge dig som skønhedsekspert, om du har en løsning på følgende spørgsmål.?
Jeg har lagt mærke til, at min neglelak bliver helt ødelagt eller misfarvet, når jeg dagligt vælger at bruge spf i mit ansigt, det er som om, at solcreme og neglelak ikke fungerer sammen….den bliver helt gul.
Har du et godt råd i den forbindelse, når jeg både vil have spf og neglelak på?
Charlotte Torpegaard
19. maj 2020 kl. 19:34Hej Anne-Mette,
Tak for din hilsen. Og ja, solcreme og neglelak er ikke altid den bedste kombi. Filteret i solcremen – og i nogle tilfælde de olier, der bruges til at blødgøre filteret – kan opløse neglelak eller give den et gult skær. Det er typisk ved højere SPF-værdier (jeg oplever det sjældent med dagcreme med spf). Hvilken solcreme/neglelak bruger du?
Mange hilsner Charlotte