Jeg kan godt lide at eksperimentere med mine skønhedsprodukter (mit yndlingstip er og bliver den nu desværre afdøde überstylist Isabella Blows vane med at tørre sit bord af på amerikansk Vogue hver aften – i Perrier og Chanel No. 5. Så bliver det ikke mere hverdagsglamourøst). Og bare fordi der står ansigt på æsken, betyder det jo ikke, at produktet ikke kan bruges til andet. Da Elizabeth Ardens kapsler blev lanceret i en guld-version i starten af 1990’erne, fandt jeg ud af, at overskuddet fra de små gyldne kapsler, når jeg havde brugt dem i ansigtet, var eminent til slidte hårspidser. Hårolie tynger ofte mit klassiske skandinaviske hår for meget (jeg hader, når det klasker, men jeg vil gerne have, at det skinner), men disse er langt lettere i konsistensen, og selv om det er en ren kosmetisk effekt, så virker det og får håret til at se smukkere og mere skinnende ud. Og spidserne til at blive pænere, hvis du ikke lige har nået den klipning, du trænger til (og så går det dér skinnende, sunde Blake Lively-hår bare aldrig af mode).
Ingen Kommentarer