Det er vist ingen hemmelighed, at jeg er stor fan af tørbørstning. Da jeg skrev om mine tørbørste-tilbøjeligheder i min første skønhedsbog tilbage i 2008 var der ingen firmaer med respekt for sig selv, der havde tørbørstning i tankerne. Det har de heldigvis fået efterfølgende for tørbørstning er og bliver det bedste morgenboost, du kan give din krop, og i dag finder du tørbørsteritualer fra mange kanter. Der er også kommet flere elementer i tørbørstningen end den klassiske kropsbørste.
For et års tid siden kom ansigtstørbørstning på plakaten og senest hovedbundstørbørstning. Jeg har benyttet mig gevaldigt af begge dele de sidste par måneder og udover at det kan ses gevaldigt på både min ansigtsglød og glansen i mit hår, er det også blevet et helt lille meditationsritual for mig om morgenen. Og ja, jeg kunne have valgt at gøre mig umage med at brygge en kop matcha-te eller lave solhilsner, men de små tørbørstningsritualer falder mig let og tager kun et øjeblik. Ansigtstørbørsten bruger jeg inden jeg går i bad (ikke mindst trætte morgenøjne kan have glæde af lidt blid ansigtsbørstning) og følger op med en mild ansigtsolie som jeg lader sidde indtil jeg renser huden i badet. Hovedbundstørbørsten bruger jeg, når jeg har tid, til lige at give hår og hovedbund en omgang. Det er det ayurvediske mærke Aveda, der står bag sidstnævnte tørbørstningstrend til hår og hovedbund. Børsten er ikke en sædvanlig tørbørste, men en særlig hårbørste med små løkker i stedet for almindelige børster som du reder hovedbunden med. Den brugte jeg i øvrigt ekstra flittigt her til morgen efter en smuk middag med fantastisk vinmenu arrangeret af Lancôme i går aftes (og lidt nat). Så kan hårrødderne godt lige trænge til en omgang.
Psst … jeg har fået en lille ekstra antal af de fine I LOVE BEAUTY x Karmameju ansigtstørbørster på hylderne. Kom ind forbi skønhedspavillonen og lad mig vise dig, hvordan de kan give din hud mere glød, eller læs mere lige her, hvor du også kan få fingre i dem så længe lager haves<<
7 Kommentarer
Kirsten
24. august 2017 kl. 19:50Hej Charlotte. Jeg synes, det er ærgerligt der er så langt i mellem produktanbefalinger, som ikke fås i din pavillon.
Susanne
25. august 2017 kl. 10:06Det lyder spændende med tørbøstning i ansigtet… men hvordan ?
Er det kokos olien fra balm balm du lader sidde i ansigtet?
På forhånd tak 🙂
Charlotte Torpegaard
25. august 2017 kl. 11:45Kære Kirsten,
Tak for din mail og hilsen. Det er så fint, du skriver. Hvad kunne du godt tænke dig mere af?
Jeg synes ofte, jeg skriver om produkter, der fås andre steder end i pavillonen (senest hovedbundstørbørsten i dette indlæg, som er fra Aveda og fås hos deres forhandlere). Men de produkter, jeg har i pavillonen og på min onlineshop, er og bliver mine hjertebørn. Det er derfor, jeg tager dem ind – nu ingen andre gør det. Produkterne i min pavillon er de produkter, jeg har hjemme hos mig selv og som jeg aldrig ville undvære. Når det er sagt, er der begrænset plads hernede i Kongens Have, så der er naturligvis masser af andre ting derude, der også får lov at komme gennem nåleøjet.
Lad mig høre, hvad du savner, så kigger jeg gerne på det.
Mange hilsner, Charlotte
Charlotte Torpegaard
25. august 2017 kl. 11:50Kære Susanne,
Tak for din hilsen, og ja, ansigtstørbørstning er virkelig et dejligt morgenritual. På ægte ayurvedisk vis har det også den meditative og lettere opfriskende virkning, og den er jeg ret vild med. Ift. olien, så har jeg netop brugt de ayurvediske ansigtsolier, som Aveda har lanceret ifm. deres tørbørsteritual, men du kan sagtens vælge en hvilken som helst anden ansigtsolie. Da den kun skal sidde fem minutters tid, hvorefter du renser den af, så behøver det ikke at være den dyreste olie, du har, og Balm Balms kokosolie ville være rigtig fin.
Mange hilsner, Charlotte
Gitte
29. august 2017 kl. 11:35Hej Charlotte
Jeg har forsøgt mig med Karmamejus ansigtsbørste, men synes det er for voldsomt et ritual til min sarte ansigtshud (er meget glad for kropsbørsten).
Jeg tænker at en jaderulle måske er blidere og kan noget af det samme – eller har du andre anbefalinger?
Charlotte Torpegaard
30. august 2017 kl. 11:29Hej Gitte,
Når du børster i ansigtet, skal det være med blide, hurtige strøg, hvorimod du gerne må gå mere til den på kroppen. Når det er sagt, skal det selvfølgelig ikke føles for voldsomt og slet ikke på en sart hud.
Jaderullen har en helt anden kølende og tonende effekt end ansigtsbørsten, og jadestenen i sig selv virker beroligende på huden. Jeg elsker jaderuller og har brugt dem de sidste syv år. Hvor ansigtsbørsten mere er et lille opvågningsritual, både for hud og for sjæl, er jaderullen mere en slags gymnastik for huden, der både toner, afslapper og får huden til at gløde. Den bruger jeg typisk om aftenen.
Det er i mine øjne de bedste naturlige redskaber til en smuk hud og glød. Alternativt skal du ud i mere elektroniske devices, men det kan let være for meget for en sart hud.
Giver det mening?
Mange hilsner, Charlotte
Gitte
31. august 2017 kl. 08:28Hej Charlotte
Det giver supergod mening – jaderulle er på indkøbslisten 🙂
Tak for svar.
Bedste hilsner, Gitte