I starten af min ferie var jeg så heldig at blive beriget med en virkelig fin manicure hos Kure Bazaar på deres hippe neglebar i Le Bon Marché i Paris (jeg valgte denne farve, som jeg – og mange andre – har et stort crush på denne sommer). Men en manicure holder jo desværre ikke for evigt (selv om denne holdt langt længere end når jeg selv gør det – få tipsene lige her), og slet ikke i sand, vand og solcreme, og så tog jeg denne virkelig lette, virksomme neglekur.
Indrømmet, man bliver godt hjulpet på vej om sommeren med D-vitamin til hud, hår og negle. De bliver bare stærkere og vokser hurtigere om sommeren (jeg hjælper også lidt på vej med et dagligt shot af denne yndlingseliksir)
Men ellers lod jeg negle være negle og gav dem lidt lakfri et par uger. I Paris fik jeg den nye neglebalm med mig, og den er det eneste, jeg har brugt. For selv om sol og sommer er godt for neglene, giver det alt andet lige tørre neglebånd, og eftersom sunde, smukke negle kommer fra sunde, velplejede neglebånd, masserede jeg dagligt neglebånd og negle med neglebalmen. Enten om aftenen, inden jeg gik i seng, så det kunne virke over natten, eller i bilen, når vi kørte lange strækninger, hvor man alligevel ikke kan lave så meget andet end at kigge ud – og ja, nå alt det, man ellers ikke når. Vi har været på en 3 ugers tour rundt i Europa i bil, så der var masser af tid til den slags undervejs (jep, jeg fik også gua sha’et til stor morskab for lastbilchauffører på motorvejene).
Neglebalmen (jeg har brugt versionen med plejende rose, men den fås også med stimulerende ingefær) er nu blevet min faste følgesvend og jeg må sige, at den har givet resultater på mine negle. Ingen flosser, blanke flader, og de vokser hurtigere end de har gjort længe.
Tippet er hermed givet videre.
Ingen Kommentarer