I LOVE BEAUTY / Charlotte Torpegaard
Gå til online shoppen
Hold øje med

#timetoendbreastcancer

Nogle af de første events, jeg husker fra min spæde start i skønhedsbranchen, var badet i lyserødt lys. Hvert år den 1. oktober blev en særlig seværdighed i en række storbyer rundt omkring i verden illumineret, som det så fint hedder, til fordel for brystkræftsagen. Det var Evelyn Lauders mærkesag.

Evelyn Lauder var gennem 52 år gift med Leonard Lauder, søn af ingen ringere end Estée Lauder (hun mødte ham efter sigende på en blind date, da hun var 18 år) og med ham fulgte ikke et kongerige, men et helt skønhedsimperium som hun blev en stor del af. Hun døde, som 75-årig, af komplikationer fra kræft i livmoderen, men det var en helt anden kræftsag, der lå hende på hjerte.

Hun var en fantastisk foregangskvinde for brystkræftsagen og stod bag den lyserøde brystkræftsløjfe, som uddeles hvert år i oktober. Faktisk kan antallet af sløjfer, der er distribueret siden 1992, bygge bro mellem New York og Kina, hvis de blev lagt sammen. Hun var også en eminent – og prisbelønnet – fotograf, og udgav flere bøger, blandt andet An Eye for Beauty (som jeg netop har fundet frem igen fra bogreolen) og kogebogen In Great Taste, allesammen til fordel for brystkræftsagen. Derudover var hun kvinden bag Estée Lauder-koncernens opkøb af mærker som blandt andre Bumble and bumble ligesom hun var en stor del af lanceringen af Aramis.

Det var i øvrigt også af sin prominente svigermor, at hun fik sine bedste forretningsråd: “Vigtige ting bør gøres i går” og “Du bør aldrig være tilfreds. Hvis du er fuldstændig tilfreds, bliver du selvtilfreds, og det er ikke godt.” Selvtilfreds var Evelyn Lauder i al fald ikke. Tværtimod lagde hun alle sine kræfter i brystkræftsagen som stadig denne dag i dag sættes i gang den 1. oktober. Ikke med lyserød illuminering som Evelyn ville have gjort det, men stadig med det vigtige fokus at alt for mange kvinder får brystkræft.

Gør dig selv den tjeneste at benytte lejligheden til at lave et lille selvtjek. Der er vejledning til det her.

Ingen Kommentarer

    Efterlad en kommentar

    Du kunne også være interesseret i...