Fra næste uge lukker vi skønhedspavillonen (men kun i juli) og åbner vores fine Beauty Summer Market lidt længere nede ad gaden på vores fine kontor i Kronprinsessegade 34. Udover alle vores normale varer byder vi på nogle særlige sommerfavoritter som vi kun har på hylderne i juli (så længe lager haves).
Det er blandt andet en flaske til at koldbrygning af te (det er min egen nye drikke-craving og har været det de sidste par måneder. Du skal blot bruge koldbryggeren og en pose af vores skønhedste) og en anden af mine absolutte sommerfavoritter: Det økologiske hammam-håndklæde.
Sommer rimer som bekendt (og forhåbentlig) på cykelture til stranden, picnic på et tæppe og aftenbadeture. Det rimer også på skygge, når det er for varmt og på noget at hive om sig, når man skal efter is. Helt uundværligt til det hele er hammam-håndklædet, og derfor har vi selvfølgelig inkluderet det i vores Beauty Summer Market. De fine håndklæder er vævet helt traditionelt i økologisk (genbrugs)bomuld på et eksklusivt væveri i Tyrkiet.
De tørrer lynhurtigt, fylder ingenting i tasken og du kan nemt rulle dem sammen og have dem med dig. Også i kufferten, hvis du er heldig og skal længere sydpå.
Vi rejser aldrig uden og bruger dem på utallige måder. Til stranden, både til at ligge på eller til at lave fin skygge (sæt blot et par pinde i sandet og bind klædet på som vi har gjort på billedet), kom det omkring dig, når du går op efter is, hav det med i picnickurven, eller hæng det på badeværelset som gæstehåndklæde. Du kan bruge det som dug i haven og som ekstra sengetæppe.
Du kan vælge mellem to fine farver, råhvid med lyseblå striber eller råhvid med karamelfarvede striber. Eller du kan tage dem begge.
Ét er sjældent nok.
Ingen Kommentarer