Hvis du kigger forbi vores I LOVE BEAUTY Pop Up Shop i Aarhus i næste uge, så tag din skønhedsbog med under armen. Eller min skønhedsbog, skulle jeg måske sige, for er du en af de tusindvis af kvinder, der i løbet af de sidste 10 år har erhvervet sig min Skønhed kommer indefra, men lidt læbestift skader jo ikke, så har vi en lille gave med i ærmet.
I anledning af bogens 10-års jubilæum for nylig pakkede vi nemlig et lille antal ind i fine jubilæumsklæder og dem – jubilæumsklæderne – fik vi så stor efterspørgsel på efterfølgende, at vi har trykt et ekstra antal til de, der allerede havde skønhedsbogen på hylden og gerne ville opdatere den.
Rigtig mange har været forbi den lille skønhedspavillon i Kongens Have med deres bøger, og den mulighed skal I selvfølgelig også have i Aarhus. Så vi tager et antal fine jubilæumsomslag med, som vi hellere end gerne folder om jeres bøger som en lille gave (det skal siges, at det kun passer til paperback-versionen og ikke hardcover).
Bogen holder i øvrigt stadig. Jo, der er selvfølgelig produkter, der er gået ud og andre der er kommet til ligesom der er trends der ikke var dengang. Men filosofien, historierne, tips’ene og anekdoterne er mindst lige så relevante i dag som de var, da bogen blev skrevet.
Det var nemlig i den, jeg lancerede min hang til tørbørstning – i øvrigt en hang jeg har fra min farmor – som siden kom på alles læber (ikke min farmor, men tørbørstningen).
Det var også i den, jeg skrev om skønhedsbranchens misforståede brug af ordet anti-age – et af de helt store emner i dag (dengang blev Isabella Rosselini fyret som ansigt for Lancôme, fordi hun var for gammel. I dag er hun genansat som skønhedshusets spokesperson – jo, vi bliver heldigvis klogere som årene går) og det var den første bog herhjemme, der tog fat i økologi og bæredygtighed i skønhedsøjemed (udbredelsen af den trend i dag behøver vist ingen yderligere introduktion).
Og så var det den første bog, der tog fat i gråt hår – endnu en af de tendenser, der er kæmpefokus på i dag, og i øvrigt en af de ting, jeg er blevet interviewet mest om efterfølgende.
Det er stadig en bog at blive både klog – og mere glødende – af.
For nylig anbefalede Leonora Christina Skov den på Instagram. Leonora er – udover at have skrevet en af tidens mest omtalte bøger Den der lever stille (læs den, hvis du ikke allerede har gjort det) – skønhedsconnaisseur med hang til rød læbestift og finurlige nicheparfumer. Og til min skønhedsbog som hun kalder ‘stadig den bedste skønhedsbibel på markedet’.
Har du ikke læst den? Så find et af de allersidste jubilæumseksemplarer her.
Ingen Kommentarer