Inden du får meget mere at vide om gulerødder og skønhed (og om en ret fantastisk ansigtsbehandling, jeg har lagt ansigt – og arme og fødder – til), så vil jeg blot lige komme med en forbrugeroplysning. Jeg modtager nemlig en del mails fra jer med ønsker om at kunne søge på forskellige emner her på skønhedsbloggen, der efterhånden har vokset sig til lidt af et omfattende skønhedsleksikon (sidder du også småkeder dig en dag, så klik tilbage – der er altså virkelig mange gode tips, sjove anekdoter og interessante trends). Du vil garanteret kunne finde svar på de fleste af dine skønhedsspørgsmål, lige fra de bedste skønhedssteder i London og New York, og hvordan du bedst plukker bryn, til mindskning af mørke rande, min absolutte yndlingsmascara og Helena Christensens favoritolie. Og du kan søge på alle disse ting, men, indrømmet, søgefeltet ligger sådan lidt pudsigt og ikke helt lige for. Men du finder det nederst i skønhedsbloggens højre spalte, lige under listen over de 10 mest læste indlæg i dag. Skulle der være noget, du ikke finder svar på, så skriv endelig til mig – allerhelst i en kommentar under et indlæg, så alle kan få glæde af det. Er det af mere privat karakter, så er du også velkommen til at sende mig en mail, og så svarer jeg, når jeg får en ledig stund.
Foto: Arkiv
Ingen Kommentarer