Den pludselige frost og kulde kan godt være lidt af en udfordring for din hud, og jeg har modtaget en del forespørgsler fra jer på, hvad man gør, når man smører et tykt lag creme på om morgenen, og huden alligevel ser tør ud i løbet af dagen. Der er selvfølgelig de gængse tips, som I sikkert har hørt til bevidstløshed (men det virker): Sørg for at drikke masser af vand, luft ud, få frisk luft og plej din hud, som var den ultrasensitiv (hvad den typisk også er om vinteren). Brug en god ansigtsolie under din dagcreme, eller kom et par dråber i din foundation. Hav altid en fugtighedscreme eller ansigtsmist med i tasken, når huden trænger. Gode ansigtsmists finder du fra Avène, Evian og Maya Water, som er en økologisk, norsk – og hypet – kildevandsspray, som i øvrigt vil være at finde i diverse Hollywoodstjerners Oskar-goodiebags. Makeupartist Maya Guldbrandsen sendte et par eksemplarer til mig for flere år siden, da hun netop var startet op. Nu sælger det norske kildevand som varmt brød i USA.
Foto: Maya Water
Ingen Kommentarer