I LOVE BEAUTY / Charlotte Torpegaard
Gå til online shoppen
SPØRG Charlotte

Spørg Charlotte: No (sham)poo?

Jeg har fået et spørgsmål om en tendens i tiden, nemlig ‘No Poo’, som den kaldes. Det er en forkortelse for ‘no shampoo’, altså at man undlader at bruge shampoo i sit hår. I udlandet opmuntrer frisørsalonerne deres kunder til at vaske håret sjældnere og New York Times fortalte sågar for nylig om en helt ny generation af unge fashionable kvinder, der helt kvitter shampooen hjemme og i stedet bestiller hårvask og professionel føntørring hos frisøren én gang om ugen. Nogle kvitter den sågar helt. Det er ikke en ny tendens. Den startede allerede for 8-10 år siden, hvor en berømt radiovært besluttede sig for at teste, hvor længe han kunne undvære shampoo. Det startede en trend af ‘no poos’, som jeg skrev om i min første skønhedsbog ‘Skønhed kommer indefra, men lidt læbestift skader jo ikke’ (som du i øvrigt kan finde som E-bog til 79,95 kr. hos Saxo.com, hvis du skulle få lyst til at læse mere). Fortalere for trenden hævder, at håret hurtigt bliver selvrensende og sågar sundere, fordi man ikke dagligt vasker de naturlige olier ud. Derudover nævner de også de skadelige stoffer, som mange shampooer alt andet lige indeholder (nogle skifter shampooen ud med vask i æbleeddike eller bagepulver, som skulle være mildere alternativer). Vil du prøve om det er noget for dig og dit hår, så er sommerferien måske et godt tidspunkt at starte? Jeg vil dog ikke anbefale trenden, hvis du har tendens til hårtab eller til at fælde meget, eller hvis din hovedbund i øvrigt er i ubalance. I så fald har den bedst af at få fjernet diverse stylingrester og affaldsstoffer dagligt. Lad mig gerne høre fra jer, hvis I har kvittet hårvasken for evigt eller i længere perioder.

21 Kommentarer

  • Svar
    Lærke Bjorholm
    25. juni 2014 kl. 17:16

    Jeg har meget kraftigt hår, så jeg behøver ikke vaske hår mere end ca en gang om ugen, før mit hår begynder at føles fedtet. Jeg har overvejet at prøve no poo, men samtidig er jeg glad for hvordan min hovedbrud har det nu, så jeg vil helst ikke risikere at ødelægge det 😉

  • Svar
    Gitte N.O.
    25. juni 2014 kl. 19:41

    Den trend kommer jeg altså ikke til at hoppe med på. Prøvede i en periode kun at vaske med shampo hver anden dag (bl.a. efter anbefaling fra Gun Britt som lader der gå op til 10 dage mellem hårvask!). Det føltes lidt grænseoverskridende at lade være, når man er opflasket med daglig hårvask, og jeg synes også at jeg kunne lugte mit hår på 2. dagen, så nej det er slet ikke mig. Ved det arrangement du lavede sammen med Hårklinikken for nylig blev jeg da heldigvis også bekræftet i, at det er OK at vaske hår hver dag, idet en fedtet hovedbund kan give grobund for svamp – det kan da ikke være godt hvad enten man lider af hårtab el. ej. Nej, jeg fortsætter med at bruge både shampo og conditioner med stor glæde 😀

  • Svar
    Molly
    25. juni 2014 kl. 19:54

    Jeg har tidligere i en periode på ca 2 år brugt no-poo eller balsam-metoden, hvor jeg holdt mig fra ALT hvad der hedder sulfater og silikoner. Jeg brugte det svenske netforum lockig.se som er virkelig brugbart hvis man har lyst til at kaste sig ud i det. Jeg vaskede min hovebund med Neutrals balsam, og med grundig gnubning bliver ens hår altså virkelig rent – uden at blive tørt. Herefter brugte jeg en silikonefri balsam i længderne. Det gjorde underbenet for mit hår, der var meget slidt af farvning og extensions. Det blev tykkere, sundere og mere krøllet. Jeg er siden gået over til min egen og mindre rigide version af metoden, hvor jeg bruger sulfatfri produkter og forsøger at vaske håret så sjældent som muligt. Og, måske det allervigtigste – jeg reder ALDRIG mit hår igennem når det er tørt. Jeg reder det med en bredtandet kam mens jeg har balsam eller hårkur i. Og ellers bruger jeg en mason pearson børste til massage af hovedbunden, men kunne aldrig finde på at bruge den i spidserne. Så ville mit hår simpelthen knække.

  • Svar
    Helene R
    25. juni 2014 kl. 20:09

    Det ville jeg aldrig kaste mig ud i, med mit fine skandinaviske hår – tror det ville klaske for meget. Tilgengæld bruger jeg sulfatfri shampoo fra aveda når jeg vasker mit hår hver 2. Dag og engang imellem når jeg ikke skal noget i weekenden trækker jeg hårvasken en ekstra dag.

  • Svar
    Mie S. K.
    25. juni 2014 kl. 20:56

    Jeg kom nok heller ikke til at hoppe med på vognen, men ingen-sulfat-bølgen er jeg hoppet på for længe siden – tror egentlig ikke jeg kunne tåle det, for alt kløe og irriteration forsvandt, da jeg kvittede sulfaterne. Hertil er Purely Professional min redning! Brug kun deres produkter, og mit hår trænger til st blive lidt stærkere efter en periode med nogle knækkede spidser, så jeg er i gang med projekt sundere hår 🙂

    Ha’ en dejlig sommer!

  • Svar
    Mette Emilie
    25. juni 2014 kl. 22:48

    Jeg tror heller ik, jeg kan undvære shampoo, men jeg har også mistet meget hår i forbindelse med mine to børn og tør derfor ikke have “skidt” i hovedbunden.
    Jeg har et spørgsmål. Jeg blev anbefalet at købe mason børsten og købte ikke den med kombi af nylon og svinehår – har derimod købt en stor med ren svinehår. Tror du den giver massage nok til hovedbunden eller skulle jeg i stedet have valgt kombi-modellen. Hvilken erfaring har du? Mange hilsner Mette Emilie

  • Svar
    Helene R
    26. juni 2014 kl. 07:43

    Hov det er jo min “blå” shampoo der er fra aveda og den er vist ikke sulfatfri (?). Hverdagsshampooen er fra alterna og den er sulfatfri 🙂

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    26. juni 2014 kl. 23:09

    Kære Lærke,

    Tak for din kommentar. For mig, der er udstyret med typisk skandinavisk hår, der klasker efter en dag eller to, lyder det som en drøm med kraftigt hår, der kun behøver vask engang om ugen. Men nej, der er ingen grund til at udfordre noget, der virker perfekt.

    Mange hilsner, Charlotte

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    26. juni 2014 kl. 23:13

    Kære Gitte,

    Nej, den er absolut ikke for alle. Men det er helt korrekt, at Gun-Britt lader gå op til ti dage mellem hårvaske, også selv om hun træner næsten dagligt. Hvad hun gør for at holde håret rent, kan du læse her: https://www.ilovebeauty.dk/skoenhed/1-harvask-efter-træning/2010/08/

    Mange hilsner, Charlotte

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    26. juni 2014 kl. 23:22

    Kære Molly,

    Tak for din hilsen, og ikke mindst dine erfaringer med tendensen. Spændende at det virkede for dig. Der kommer heldigvis stadig flere sulfatfrie shampooer på hylderne, også herhjemme, så det bliver lettere at undgå disse stoffer for dem, der ønsker det.

    Mht. hårbørstning, så har jeg aldrig før hørt, at Mason Pearson skulle slide på hårlængderne. Tværtimod fordeler du, når du masserer hovedbunden med børsten, dine naturlige olier ud i hårlængderne, hvilket gør dit hår sundere og mere blankt. Men du kender dit hår bedst, så gør endelig, hvad der virker for dig. Jeg villle blot lige bemærke det.

    Mange hilsner, Charlotte

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    26. juni 2014 kl. 23:23

    Kære Mie,

    Tak for din hilsen, og ja, Purely Professionals shampooer kan absolut anbefales, hvis du ønsker at undgå sulfater (deres nye ansigtsserie er i øvrigt også rigtig god).

    Mange hilsner, Charlotte

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    26. juni 2014 kl. 23:28

    Kære Mette Emilie,

    Åh, hårtab i forbindelse med graviditet og amning har jeg skrevet rigtig meget om i min seneste skønhedsbog Yummy Mummy. Hvis du ikke allerede har læst den, vil jeg varmt anbefale dig at gøre det. Du kan finde den som E-bog her: http://www.saxo.com/dk/skoenhed-kommer-indefra_charlotte-torpegaard_paperback_9788792406231.

    I den har jeg også skrevet om Mason Pearson-børsten. Du skal absolut ikke være ked af, at du har købt den med rene vildsvinehår. Det er netop vildsvinehårene, der gør håret blankt og fint. Børsten med vildsvin/nylon er beregnet til meget tykt hår eller kruset hår, der kan være svært at rede igennem med rene vildsvinehår. Jeg har selv begge børster og er klart mest glad for den rene af slagsen.

    Mange hilsner, Charlotte

  • Svar
    Mie S. K.
    26. juni 2014 kl. 23:29

    Kære Charlotte,

    Ja, jeg måtte også skifte fra Suki til Purely Professional, for man skal bruge, hvad der virker for en, og for mig, det ikke har behøv for at bruge så mange produkter grundet mine seksten år, er PP’s produkter mine absolutte ynglings og hertil tæller dagcremen 🙂

    Dejlig sommer til dig!
    Kh Mie

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    26. juni 2014 kl. 23:33

    Kære Helene,

    Tak for din hilsen og anbefaling. Aveda har både shampooer uden sulfater og med. Dem, der er med sulfater, indeholder ikke de gængse sulfatsyndere som SLS og SLES, men et særligt sulfatkompleks udvundet af blandt andet kokosolie, der skulle være langt mindre udtørrende for hår og hovedbund, og langt mindre skadeligt for miljøet.

    Mange hilsner, Charlotte

  • Svar
    Helene R
    28. juni 2014 kl. 09:54

    Kære Charlotte,
    Har du erfaring med Avedas invanti serie ? Jeg har købt 3 trins serien, men er stoppet med at bruge den igen – syntes mit hår blev misfarvet/gult af det. Jeg er blond (med lidt hjælp efter jeg blev voksen) og det fik en meget uheldig farve….
    Kh Helene

  • Svar
    louise
    28. juni 2014 kl. 20:11

    Hej Charlotte,

    Ca. et år efter min første fødsel gik jeg over til no-poo/balsam-metoden, hvor jeg hver 10.-14. dag ‘vasker’ hele mit hår grundigt i Matas’ astma og allergi-mærkede balsam, uden silikoner, sulfater, og alt muligt andet. Den hedder Matas Natur (den creme-farvede). Og jeg skyller/vasker ikke mit hår derudover.
    De første tre måneder var et helvede, men så lige pludselig blev mit hår bare fantastisk blødt, fyldigt og fugtigt. Hvor det før i tiden har været tørt i spidserne, med skæl, og fedtet meget hurtigt i toppen. Nu ser mit hår virkelig sundt ud og det fedter ikke. Jeg har meget klassisk skandinavisk hår-type, til den lidt kraftige side og med lidt naturligt bølg.

    Jeg kan virkelig anbefale at prøve metoden hvis man er interesseret, og at være tålmodig!

    Og så vil jeg også lige tilføje, at jeg efter et år med metoden investerede i en Mason Pearson børste, som bare har hjulpet endnu mere på mit hår. Jeg har virkelig aldrig været så glad for mit hår.

    Mange hilsner,
    Louise

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    29. juni 2014 kl. 21:33

    Kære Helene,

    Tak for dit spørgsmål om Aveda Invati. Jeg har brugt shampooen indimellem, til at rense hovedbunden, og ikke umiddelbart oplevet misfarvning af håret. Men jeg har fluks spurgt hos Aveda, om det er noget, de kender til og kan forklare. Du hører fra mig, når jeg hører fra dem.

    Mange hilsner, Charlotte

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    29. juni 2014 kl. 21:35

    Kære Louise,

    Tak for din kommentar og oplevelse med ‘no shampoo’-metoden. Det lyder jo absolut anbefalelsesværdigt, når du beskriver det (måske lige på nær de tre måneder i starten). Din anbefaling er hermed givet videre – også af Mason Pearson (den deler jeg).

    Mange hilsner, Charlotte

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    18. juli 2014 kl. 08:40

    Kære Helene,

    Undskyld sen tilbagemelding – jeg forsøger at holde lidt ferie fra mine mailbokse og i mellemtiden har jeg fået dette svar til dig fra Avedas danske PR:

    “Jeg har nu fået en tilbagemelding fra Aveda vedrørende nedenstående. De er oprigtigt kede af at høre om Helenes oplevelser med Invati. For at sikre, at Helene får den helt optimale rådgivning ifbm Invati, vil Vibeke Fabricius, der er ansvarlig for customer care hos Estée Lauder Cosmetics i Norden, meget gerne have en snak med Helene. Vil du skrive til Helene, at hun meget gerne må kontakte Vibeke direkte på telefonnummer 36 39 45 42 – så vil Vibeke hjælpe hende.”

    Det synes jeg absolut, at du skal gøre – kontakte Vibeke. Og lad mig meget gerne høre, hvad I finder ud af, hvis du har lyst til at dele det.

    Mange hilsner, Charlotte

  • Svar
    Signe
    26. september 2014 kl. 22:44

    Jeg har været på no poo- kuren siden tidlig marts. – og det er virkelig no-poo. Jeg har ikke brugt nogen form for shampoo, foruden et par gange hvor jeg har brugt bagepulver og æbleeddike, som efter sigende skulle virke mod det værste fedt.
    Jeg fik ideen for et par år siden fra en norsk studiekammerat. Hun kastede sig ud i det sammen med hendes kæreste, og skønt jeg var meget skeptisk måtte jeg indrømme, at hendes hår aldrig så specielt ulækkert ud. Efter et par år, så det fint og blankt ud.
    Jeg har selv kedeligt leverpostej skandinavisk hår. Det er meget fint og jeg har aldrig kunne få et smukt langt hår, uden at det ser slidt og tørt ud.
    Derfor besluttede jeg at prøve no-poo. I første forsøg gav jeg op efter seks uger, men anden gang, besluttede jeg at gøre det mens jeg skrev min masteropgave. – så kunne jeg sidde med mit fedtede hår foran computeren.
    Der gik ca 2 måneder, før jeg begyndte at se en forskel. I dag elsker jeg mit hår. Jo… Man skal lige lære at sætte det og det føles anderledes end ved brug af shampoo.. Men det ser altså fantastisk ud!
    Jeg kan kun anbefale metoden…

    Hilsen Signe

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    27. september 2014 kl. 15:04

    Mange tak for din historie med no poo, Signe, og fantastisk at du klarede at holde ud hele to måneder for at få det gode resultat. Jeg kan personligt ikke holde mere end et par dage, så giver jeg op. Så der er lang vej for mig.

    Der burde blive postet billeder herinde. Jeg bliver helt nysgerrig efter beskrivelserne af alt jeres fine hår.

    Mange hilsner, Charlotte

Efterlad en kommentar