I LOVE BEAUTY / Charlotte Torpegaard
Gå til online shoppen
Ilovebeauty tips

Smag på min parfume (edition I)

Når roserne hænger tunge og bløde, får jeg altid en ubændig lyst til at fylde mine skønhedshylder og køkkenhylder med rosenduft og det følger mig langt ind i efteråret. Af min mormor lærte jeg at lave rosenvand, da jeg var barn, af rosenknopper og destilleret vand. Hun lærte mig også at blande havregryn og rosenvand til en mild rens af huden, der holder den frisk og blød. Massér blot et minuts tid og skyl af med vand.

Så selvfølgelig skulle der roser i min parfume.

At Rosenhaven i Kongens Have er verdensberømt gjorde det jo også fuldstændig uundgåeligt. Hvis du aldrig har sat dig med en kop kaffe i rosenhaven, når den er i flor, så gør dig selv den tjeneste. Det er den mest velduftende og meditative oplevelse.

Roser kan også spises. Jeg fandt engang en opskrift på rosengelé som smager eminent på ristet brød, i te eller på pandekager, og den laver jeg hver sommer, når rosenhovederne hænger tunge og er ved at falde af. Og om vinteren af tørrede rosenknopper.

ROSENGELÉ

1 liter rosenblade (eller tørrede rosenknopper) – gerne højrøde, da det giver en god farve til geléen
1 liter vand
2 tsk. citronsyre

750 g sukker
1 brev gul Melatin & Atamon

Skyl rosenbladene i vand. Kog dem i en liter vand sammen med 2 tsk. citronsyre i et kvarters tid. Si rosenbladene fra i en almindelig si og mål saften op. Der skal være 1 liter. Har du mindre, tilføjer du blot lidt koldt vand. Hæld rosensaften i den rengjorte gryde og varm saften op. Kom Melatin i og pisk godt med et piskeris. Bring saften i kog igen og lad den koge i et minuts tid. Hæld sukkeret i, pisk godt og bring igen saften op til kogepunktet. Lad saften koge endnu et minut. Skum geléen af, så du får alle urenheder væk og den bliver helt klar. Dette skal gå lidt tjept, da geléen hurtigt vil begynde at stivne på overfladen. Hæld på rengjorte, Atamonskyllede glas og luk til, når rosengeléen er kølet af.

I øjeblikket sender vi et lille brev rosenknopper med vores onlineordrer. Med det kan du lave den fineste kop rosente, der leder tankerne hen på sommer og lys.

Klik ind for flere yndlingsopskrifter de kommende dage.

Ingen Kommentarer

    Efterlad en kommentar

    Du kunne også være interesseret i...