Det er vist næppe nogen hemmelighed længere, hvad Meghan Markle havde på i lørdags. Brudekjole fra Givenchy (min gamle arbejdsplads og Audrey Hepburns yndlingsmodehus – jeg synes godt, at man kunne spotte lidt Hepburn’ske aner i kjolen), festkjole fra Stella McCartney (hvis mission og filosofi matcher Meghans til fulde) og makeup fra Dior.
Egentlig kom sidstnævnte en smule bag på mig, fordi Meghan Markle generelt bliver associeret med mere naturlige skønhedsprodukter (det hævdes at hun bruger produkter fra Jessica Albas Honest Beauty og også gjorde det på dagen), men måske det var Diors makeupartist Daniel Martin, der gjorde udslaget. I al fald var den smukke makeup lagt med Diors nye Backstage-linje. Håret var sat af en af verdens dygtigste hårartister, Serge Normant, der holder til i New York og blandt tæller Julia Roberts, Sarah Jessica Parker, Blake Lively og Julianne Moore blandt sine kunder.
Skal du giftes (eller til bryllup)? Her er fem tips at skrive dig bag øret:
- Smukke, naturlige rosenkinder får du ved at duppe din blush lige dér, hvor dine kinder buler ud, når du smiler
- Husk at blitzlys fremhæver det pink i huden (og at Kjær Weis Sun Touched er den perfekte farve til naturlige, friske, smukke rosenkinder – always)
- Undgå for skinnende makeup, og brug i stedet en smule highligter på udvalgte steder, når makeuppen er lagt. På den måde slipper du for at skinne mere end godt er (det kommer du til at fortryde på dine bryllupsfotos) og har stadig liv og glød i huden. Vi har fået den fineste highligher på hylderne i skønhedspavillonen. Kom ned forbi
- Undgå eyeliner under øjet. Hold den i stedet på den øverste kant og evt. langs den våde kant i øjet. Bryllupper kan være en tårevædet affære, og du vil ikke have eyeliner, der løber ud. Brug en brun, der er mere naturlig end sort.
- Vælg gerne en klar læbestift eller lipgloss – let pink, rosa eller koral. Lyse og blege læbefarver har en tendens til at brænde ud på billeder, og det vil du ikke have. Tro mig.
Ingen Kommentarer