Der er mange, der har spurgt på min opskrift på skumfiduser fra mine julerier i seneste Alt for Damerne. Og ja, vi spiser rigtig mange skumfiduser hjemme hos mig, hele året, og kommer dem gerne i både varm chokolade og på bålet i sommerhuset. Men skumfiduser er jo nødvendigvis ikke af den sundeste slags, og slet ikke dem, man køber i slikafdelingen i supermarkedet, der både indeholder kunstige sødestoffer og alskens andre ting, som man ikke ønsker at indtage i store mængder.
Så jeg fandt for nogle år siden en opskrift på hjemmelavede skumfiduser hos Valdemarsro.dk som kun indeholder få ingredienser, som man ved hvad er. Samtidig er det ret hyggeligt at lave og giver i øvrigt flotte overarme for du skal piske i noget, der ligner et kvarter for at de bliver til skum.
Og så har jeg – selvfølgelig – lavet min egen skønhedsversion. For hvorfor ikke booste skumfiduserne med lidt gode vitaminer og antioxidanter? Jeg er ikke til supersøde sager og kan godt lide, at tingene får et lille twist. Så jeg tilsætter Alchemy Organics Beauty Elixir med blandt andet baobab, acai, gojibær og camu camu (det er det lille superbær, der er rigere på C-vitamin end citrusfrugter). Det giver samtidig skumfiduserne den fine rosa farve, og du kan drysse lidt over som pynt eller bruge fx frysetørrede bær til formålet.
Så here comes: Kom 12 blade husblas i en skål med koldt vand, et ad gangen, og lad dem stå i blød. Kom 400g sukker, 2 dl vand og korn fra 2 stænger vanille (alternativt vanillepulver, ej at forveksle med vanillesukker) i en gryde og lad det koge til 118 grader.
Tag gryden af varmen, vrid husblassen og kom den i den varme sukkermasse. Rør det helt ud og lad det køle i 10 minutter. Og så er det her, du kan tone overarme. Hæld massen i en røreskål og pisk med elpisker i 15 minutter til det er helt sejt og stift. Der sker ikke så meget i starten, og så tager det pludselig fat.
Når du synes, at den er ved at være der tilsætter du 1-2 tsk Beauty Elixir og rører færdig.
Læg et stykke bagepapir på en bageplads, drys flormelis på og hæld massen ud – drys lidt Beauty Elixir eller frysetørret hindbær – og lad den stå et par timer eller natten over. Klip dem ud i passende størrelser med en saks og kom dem i en lufttæt beholder. Hvis der altså overhovedet er flere tilbage, når du når dertil.
2 Kommentarer
sunniva Rebecca Northway
10. august 2019 kl. 08:15Kære Charlotte, I hvor var de gode- skønheds skumfiduserne. Blev dog bestjålet af små fingre( 3 sæt af henholdsvis 2,4 og 7 år), og min mands, men redede et mini lager til mig selv… Dem laver jeg igen snarligt. Skynd jer at finde erstatning for Alchemy. De bedste hilsner
Sunniva Northway
Charlotte Torpegaard
10. august 2019 kl. 11:25Kære Sunniva,
Hvor dejligt at høre at de faldt i smag (og ja, herhjemme ryger de også meget hurtigt). Jeg har faktisk også lavet dem med Morning Elixir’en – så bliver de grønne. Det faldt også i børnesmag.
Og ja, vi lover at finde en god erstatning – vi er på sagen;)
Rigtig god weekend.
Mange hilsner, Charlotte