Urtegaardens nye butik ligger lige overfor min lokale kaffebar i Sankt Peders Stræde, hos Christian i No. 13, hvor jeg ofte sidder og skriver. Det kan vel nærmest kaldes mit andet kontor. Christian laver økologiske juicer og eminent kaffe – mange af dem opkaldt efter kaffebarens besøgende – og så har han agenturet på den fine franske te, Le Palais des Thés, i smukke tedåser. Jeg kan anbefale Fleur de Geisha, der smager lidt som når kirsebærtræerne springer ud.
Hos Christian kan du også få kager til kaffen, fra Dessertdragens Kageværksted længere nede af gaden. Her laver Nanna de mest fantastiske, fine konditorkager, som jeg bestiller, når jeg har møder eller veninder på besøg, og indimellem kan man være heldig, at Nanna har lavet de franske makroner, som jeg ellers altid køber med hjem fra Paris.
Ingen Kommentarer