I LOVE BEAUTY / Charlotte Torpegaard
Gå til online shoppen
Ilovebeauty tips

Sådan går det med damer. De bliver ældre med årene. Det har jeg læst!

Det er en fornøjelse at læse jeres læbestifthistorier i konkurrencen nedenfor, og det er ikke få gange, at jeg har fået enten et smil på læben eller et minde, der dukker op (jeg måtte IKKE få et sminkedukkehoved for min mor, så anse jer selv for heldige, til gengæld har jeg også været på de dér moodlæbestifter, der skiftede farve og glosserne, der var så klistrede, at håret altid hang fast). Men jeg har også læst noget andet med stor fornøjelse i disse dage. Faktisk er det en børnebog, jeg har læst for min søn, men den var mindst lige så underholdende – og relevant – for mig. Det er Lars Daneskovs Tøselus og Vinkeflæsk, der handler om Anton, der er virkelig bange for, at hans mor får rynker. For rynker er noget af det værste og farligste for damer overhovedet. Så bliver man til en heks, det har han selv set hos naboen. Sådan går det med damer, det har Antons veninde Molly selv læst. Så Molly og Anton laver en plan, så Antons mor for alt i verden ikke bliver gammel. Den er ikke helt ulig de ting, vi gør – agurkebriller, et egyptisk mælkebad og en mirakelcreme (som godt nok gør Antons mor helt blå i hovedet, men hvad gør man ikke for skønheden). Selvfølgelig er pointen, at rynker ikke er så farlige som vi gør dem til – tag blot radiovært Monica Krog-Meyers indspark for nylig i tv og i avisen – men det er meget godt at blive mindet om indimellem. Især når det foregår med et smil på læben, som bogen gav mig.

Når det så er sagt, så har jeg for nylig testet et 6-ugers A.L.T.-forløb. Det skulle Anton og Molly nok have foreslået Antons mor. Faste læsere vil kende min forkærlighed for ansigtsmassageformen A.L.T. (ansigtsløftsterapi), der blot handler om småbitte og helt blide tryk på alle muskler i ansigtet, så de slapper af, og man får et langt blidere og ja, mere ungdommeligt udtryk i ansigtet. Bonus’en er en virkelig smuk glød. Det skriver jeg meget mere om i morgen.

10 Kommentarer

  • Svar
    HeLene
    28. juli 2016 kl. 20:40

    Cool, vil gerne høre mere om ALT og hvor du får det henne? Følger ivrigt med!

  • Svar
    Karin VS
    28. juli 2016 kl. 21:56

    Kære Charlotte 🙂
    Det glæder jeg mig til at høre mere om. Er det der hvor man også selv kan gøre noget hjemme, og vedligeholde det gode resultat?
    Knus Karin

  • Svar
    Rie Dyrnes
    28. juli 2016 kl. 22:27

    Jeg har lige bestilt tid til en japansk ansigtsløft massage. Det glæder jeg mig til ;O)

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    29. juli 2016 kl. 11:55

    Det skriver jeg fluks om i indlægget i dag, HeLene. Dejligt det falder i smag;)

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    29. juli 2016 kl. 11:58

    Karin, A.L.T skal man have af en professionel behandler, der har den rette uddannelse og viden om de noget med 97 ansigtsmuskler, vi har. Men der er jo ikke noget i vejen for, at man selv følger op derhjemme med mini-ansigtsmassager (som jeg ved, at du allerede laver) og deslige. I mine øjne kan man ikke få for meget ansigtsmassage, og det er den bedste vej til at holde huden smuk, ungdommelig og glødende.

    I øvrigt – var det ikke os, der skrev om IT Cosmetics andetsteds på bloggen? Jeg kom til at tænke på det, fordi jeg netop læste, at L’Oréal har købt IT Cosmetics. Så måske kommer det alligevel hertil før vi aner;)

    Mange hilsner, Charlotte

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    29. juli 2016 kl. 11:59

    Åh, japansk lifting er også virkelig godt, Rie. Det er en del mere håndhændet end A.L.T – jeg har skrevet lidt om det her (for længe siden): https://www.ilovebeauty.dk/skoenhed/japansk-lifting/2009/12/

    God fornøjelse!

  • Svar
    Karin VS
    30. juli 2016 kl. 00:42

    Ja – det var os to, om It Cosmetics.
    Jeg har læst om L’Oreals opkøb. Mange er ikke glade for det, det er vist noget med at It Cosmetics hat haft en meget høj moral ang IKKE-brug af dyretests, og efter sigende skulle L’Oreal have en rigtig dårlig moral desangående. Hvad tænker du?
    Jeg havde fået den opfattelse at dyreforsøg er blevet helt forbudt i Europa, eller er det bare ønsketænkning fra min side?
    Rigtig god weekend søde Charlotte 🙂
    Knus Karin

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    30. juli 2016 kl. 18:42

    Du har helt ret, Karin, dyreforsøg blev forbudt her for – var det et års tid siden, eller mere. Og faktisk har L’Oréal en rigtig fin finger med i netop det spil, da de har opfundet en særlig kunstig hud, som man kan teste på i stedet, og det bruger rigtig mange firmaer nu. Heldigvis for det. Derudover tager L’Oréal faktisk rigtig mange bæredygtige tiltag som de blot ikke er særlig gode til at råbe op om. Så jeg synes nogle gange, at kritikken af dem er lidt letkøbt.

    Når det er sagt, så er alle ingredienser i skønhedsprodukter jo på et eller andet tidspunkt blevet testet på dyr (før det blev forbudt), så når skønhedsmærker siger, at de ikke tester på dyr, så indeholder deres produkter med stor sandsynlighed ingredienser, der engang er testet på dyr. Det er de færreste, der kan sige sig helt fri for det. Derfor bliver diskussionen også ofte en smule dobbeltmoralsk, når nogen peger fingre af andre.

    Men det vigtigste er selvfølgelig i sidste ende, at der er fokus på det og at dyretests stoppes fuldstændig ift. kosmetik.

    Giver det mening?

    xxCharlotte

  • Svar
    Karin VS
    2. august 2016 kl. 14:28

    Kære Charlotte 🙂
    Tusind tak for svaret, og ja, det giver god mening.
    For flere år siden var der en diskussion vedr. dyreforsøg kontra medicin forsøg og dermed redning af menneske liv, altså: hvem er vigtigst?
    Uha – svært og stort emne at komme ind på, det vil jeg ikke. Jeg elsker dyr og ønsker af hele mit hjerte de skal have det godt, men tingene har en tendens til at blive lidt for indviklede – især nær følelserne bliver involveret.
    Personlig er jeg meget begejstret for det L’Oreal står for, selvom jeg også har læst div blogs hvor personerne bag ikke kan lide L’Oreal, sådan mere af princip.
    Det var vist især det med at It Cosmetics skulle markedsføres i Kina, af L’Oreal, der fik de forskellige til tasterne, for i Kina bliver dyr regnet for ligeså lidt som mennesker (ikke mine ord).
    I øvrigt er der vel heller ingen idé i at blive ved med at teste de samme ingredienser på dyr! Til gengæld læste jeg forleden en meget interessant artikel ang. bedre udstyr til at teste uden brug af levende væsener. Det er noget vi kan lide 🙂
    Knus Karin

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    4. august 2016 kl. 08:47

    Kære Karin,

    Det er ganske rigtigt en vigtig og ofte lidt indviklet sag, der ofte får de mest højtråbende kommentarer med fra folk, som ikke altid helt ved, hvad der er rigtigt og forkert i sammenhængen. Og det skaber ofte unødige konfrontationer. På den anden side er det selvfølgelig vigtigt, at der bliver råbt op.

    Med de nye teknologier og det relativt nye ‘second skin’, der imiterer huden, så man kan teste på det, bliver denne diskussion forhåbentlig og heldigvis mindre relevant fremover. Og nej, de ingredienser, der allerede er testet, skal ikke testes igen, så relevansen går hovedsageligt på nye ingredienser samt på test af de færdige produkter. De færreste skønhedsmærker kan dog helt frasige sig at bruge ingredienser, der ikke på et eller andet tidspunkt er blevet testet på dyr.

    De bedste hilsner, Charlotte

Efterlad en kommentar

Du kunne også være interesseret i...