Vi har – som rigtig mange andre butikker – haft lidt begrænsede åbningstider i skønhedspavillonen de seneste måneder. Vores allerstørste udfordring har nemlig været plads, eller nærmere mangel på samme. De af jer, der har besøgt os, vil vide, at skønhedspavillonen vitterlig er så lille som den ser ud og det har ikke rimet helt så godt på afstandspåbuddet her under Covid-19.
Rent faktisk havde vi nærmest ikke selv lov til at være her, ikke flere ad gangen i al fald, og mange af jer, der kom forbi helt i starten måtte finde sig i at blive betjent ude på gaden (det er nu heldigvis ikke det værste, når udsigten er Kongens Have og vejret er godt).
Derfor indtog vi en pavillon mere længere nede ad Kronprinsessegade for et par måneder, hvor vi har alle vores øvrige aktiviteter, og med de nye afstandspåbud kan vi nu åbne mere op. Det inkluderer også lørdage.
I juni måned har vi således åbent som følger:
Mandag til fredag klokken 12.00-17.00
Lørdag klokken 11.00-15.00
Vi glæder os som altid til at se jer i Kongens Have.
Ingen Kommentarer