Inden du får videoen med pudderblonderne, så var sølvstrejf i håret også en bemærkelsesværdig trend blandt modeugens gæster. Jeg spottede adskillige – bekendte som ukendte – der havde farvet håret i grå toner, selv om de langt fra havde nået den alder, hvor håret toner gråt af sig selv. I min skønhedsbog har jeg skrevet et helt kapitel om gråt hår, inklusive mit eget, og om dengang min lille nevø stillede mig et eksistentielt spørgsmål: ”Dit hår er gråt. Er du gammel? Skal du dø?” Jeg lever heldigvis i bedste velgående med mine grå hår, og det gør stadig flere af os. Fransk modes enfant terrible designeren Jean Paul Gaultier, som jeg i øvrigt har haft den udsøgte fornøjelse at interviewe, sendte sine modeller på seneste podie med grå parykker. Så er det ganske vist. PS: Der er også masser af tips til de gråtonede i min skønhedsbog.
Foto: Jean Paul Gaultier
4 Kommentarer
Conni Nørskov
9. august 2011 kl. 16:42Åh ja, lad os slå et slag for de grå hår; synes det er vildt flot! Jeg har aldrig helt kunnet forlige mig med min naturlige hårfarve, som vist bedst kan betegnes som “Stryhns grovhakket med rødlig undertone” og har som følge deraf haft alle (u)tænkelige hårfarver i tidens løb. Nu har jeg så ramt den alder, hvor de grå endelig er begyndt at titte frem, og jeg hilser hver eneste af dem velkommen! 🙂
Charlotte Torpegaard
10. august 2011 kl. 11:25Kære Conni,
Tak for din fine kommentar, og dejligt at høre. Jeg har faktisk aldrig fået så mange komplimenter for mit hår, som efter at det begyndte at blive gråtonet. Det er da værd at tænke over.
Mange hilsner, Charlotte
Christine
24. august 2011 kl. 00:43hej, hvor kan man finde det du har skrevet om gråt hår, kan emlig ikke finde det? har lige opdaget jeg er ved at få de første grå hår…
Charlotte Torpegaard
24. august 2011 kl. 07:48Hej Christine,
Jeg har skrevet et helt afsnit om gråt hår i min skønhedsbog ‘Skønhed kommer indefra, men lidt læbestift skader jo ikke …’. Du kan låne den på biblioteket eller finde den hos boghandleren eller her:
http://www.saxo.com/dk/author/charlotte-torpegaard.aspx
Mange hilsner, Charlotte