Rør blot ikke ved min gamle jul, lyder det i en berømt julesang. Men det kan jo være godt indimellem at blive skubbet lidt til, og jeg vil derfor tillade mig at byde ind med et lille twist på den klassiske ris à l’amande til juleaften. Faktisk vil jeg gå så langt som at kalde det for et skønhedstwist.
Det er ingen hemmelighed, at jeg er stærkt til fals for roser. I ansigtsmists (denne er virkelig god og beroligende, hvis du døjer med vinterhud lige nu; brug den flittigt efter rens, over makeup og i løbet af dagen), i teer (vores egen skønhedste er naturligvis prydet med roser), i parfumer (der er selvfølgelig roser i vores egen I Love My Garden-parfume baseret udelukkende på noter, der findes i Kongens Have, hvis rosenbed er fantastisk og berømt) og i mad. Om efteråret, når roserne hænger tunge og næsten færdige, ynder jeg at forvandle dem til rosengelé – et i øvrigt absolut undervurderet twist på kager, nybagte boller og i te).
Og så har jeg fået en ny rosencraving. Fineste Marie Holm, der laver de smukkeste kager, desserter og ditto bøger, lærte mig nemlig at komme et par teskefulde rosenvand i ris à l’amanden (sammen med en lille strimmel citronskal, når du koger risengrøden). Det giver en nærmest himmelsk eftersmag, der får dig til at stoppe op og smage efter.
Du kan finde hele opskriften i Maries nye kagebog (Søde Skat, hedder den) og hun har også lagt den på sin Instagram her op til jul.
Ingen Kommentarer