Der er en del designere, der kan få mig til at gå i sort. De færreste kan få mig til at gå i hvidt, men det eneste, jeg har lyst til at erhverve mig, efter seneste modeuge, er en crispy hvid kjole fra Cecilie Bahnsen. Følger du med på diverse sociale platforme, vil du allerede kende den danske designkomet som (mode)redaktørernes, bloggernes, de internationale mode-connaisseurs, stilikonernes og Kronprinsesse Marys yndling. For nylig vandt hun en ELLE Style Award og i modeugen blev topmodel Caroline Brasch gift i en af hendes kjoler. Netop til dét bryllup var det virkelig værd at være brudepige (følget talte i øvrigt blandt andre Helena Christensen) for brudepigekjolerne var – naturligvis – også designet af Cecilie Bahnsen.
Foruden de ultra-æstetiske kjoler er det også Cecilie Bahnsens holdning til hele modebranchen, der har vundet hende mange fans. I stedet for at genopfinde sig selv hver sæson, og konstant overraske pressen som mange andre ligger under for, er hun tro mod sin DNA og hviler i den. Ja faktisk så meget, at hun i modeugen præsenterede ikke kun et show, men også en 24-timers pop-up, hvor gæster kunne få et glimt af fortid og nutid, men også fremtid.
Det gælder i øvrigt ikke kun i modeverdenen. Også i skønhedsverdenen er det dem, der har en dyb tro på dét, de gør, og holder sig til det, der lige nu vinder opmærksomheden. Det er absolut en tendens, jeg bifalder.
Ingen Kommentarer