I LOVE BEAUTY / Charlotte Torpegaard
Gå til online shoppen
Ilovebeauty tips

Om gule mimosa og International Women’s Day

Man kan sige mange (mørke) ting om tiden lige nu. Jeg vil derfor skynde mig at byde ind med et lille solgult lyspunkt.

Mimosa.

Store gule, tunge og velduftende mimosa der minder om forår og varme dage.

For nylig lærte jeg nemlig, at de i Italien fejrer dagen i dag – International Women’s Day eller Kvindernes Kampdag om du vil – ved at kvinder giver små buketter med gule mimosa til hinanden som et tegn på lys, respekt og solidaritet.

Det gør de til deres mødre, søstre, døtre og veninder, men også til kolleger på jobbet, kvinden bag disken i det lokale supermarked eller hende de møder i parken om eftermiddagen, når de går tur med hunden. Gader og stræder er fyldt med gule blomster og anerkendelse.

I Italien viser man sin anerkendelse med mimosa. Vi ville have elsket at sende en lille buket velduftende mimosa afsted til hver eneste af jer i dag som et tegn på vores taknemmelighed og respekt. Og for vitterlig at være verdens fineste og sødeste kunder og læsere. I stedet har vi sendt pengene til en nødhjælpsorganisation, der støtter de kvinder, der har allermest brug for det lige nu. De ukrainske kvinder på flugt med deres børn.

Der findes et særligt sted i helvede for kvinder, der ikke hjælper hinanden, gentog Madeleine Albright mange gange, da jeg engang havde fornøjelsen af at spise frokost med hende og en række andre kvinder, da hun gæstede København. Dengang havde vi måske mere overskud til at have (alt for) travlt med hinanden og skal jeg nævne én god ting ved tiden lige nu og de sidste to år, så er det en stor medmenneskelighed, omsorg og kærlighed til dem omkring os, der betyder noget.

Især kvinder imellem.

Rigtig god International Women’s Day til alle.

Ingen Kommentarer

    Efterlad en kommentar

    Du kunne også være interesseret i...