Om forfængelighed og om at komme ind i kampen igen

På et tidspunkt var jeg booket til at holde foredrag om forårets skønhedstendenser i forbindelse med et velgørenhedsarrangement som The Body Shop stod bag. Lige inden jeg skulle på, og fortælle om pasteller, Blur-creams og øjenvipper, stillede tre kvinder sig frem og fortalte den voldsomme historie om, hvordan de var blevet menneskehandlet. For det var velgørenhedsdelen af aftenen. Hvordan kommer man lige efter det? Med anekdoter om neglelakker og highlight? Og hvordan kommer man efter de seneste dages forfærdelige attentater (Krudttønden ligger i min baghave, bogstaveligt talt) med skønhedstips og parfumer? For mig hænger det faktisk nøje sammen. I sådanne situationer tyer jeg altid til en mail, jeg modtog for længe siden fra Anette Rix, der dengang var leder af Reden, som er et opholdelsessted for prostituerede i København. Jeg havde i mange år doneret en stor pose skønhedsprodukter til Redens juleaften, og vi havde i den forbindelse talt om at se på disse kvinder med andre øjne. For som Anette skrev til mig: “Jeg oplever ofte, i det sociale arbejde, en tanke om, at det vigtigste må være et tag over hovedet og en seng at sove i. Man lader til at glemme, at den selvopholdelsesdrift, der er i mennesket, i forhold til at gøre lidt ud af sig selv, ofte er med til at løfte til et bedre, mere positivt og ressourcefyldt sted” og hun understregede blot min egen pointe om, at der er så meget mere i skønhedsprodukter end roser og olie. Så skal vi så ikke allesammen iføre os lidt læbestift og finde ressourcerne til at være gode mod hinanden – i det store, men absolut også i det små? (Illustrationen er i øvrigt fra en artikel om netop forfængelighed, som jeg skrev til Børsen sidste år. Og jo, jeg skal selvfølgelig nok vende tilbage til kapsler og konkurrencer lige om lidt, jeg syntes blot, at en lille bindestreg var på sin plads).

Vil du i øvrigt høre mere om forfængelighed i denne kontekst, så fortæller jeg om det her<<