Jeg har en lille skønhedsmission. Okay, jeg har flere, men denne ligger mig en del på sinde. Jeg kunne godt tænke mig at vi forelskede os lidt i søvn igen. Jo, jeg mener det, for alt for mange af os er søvn – eller mangel på samme – mere blevet et nødvendigt onde end en fornøjelse og en genopladning af kroppen.
Et studie – godt nok i Storbritannien, men mon ikke at vi ligger nogenlunde på samme niveau – viser at 45% af os ikke går i seng tids nok til at få den søvn vi behøver, at vi i gennemsnit vågner tre gange per nat og at 11% af os vågner mellem syv og ti gange. Det viser også at 10,5% af os vender og drejer os hele natten, 11% af os har decideret mareridt og at 6% af os vågner i uro og angst. Studiet afslører, at en ud af tre af os oplever en længere periode med søvnløshed i løbet af vores liv og at der – i Storbritannien – blev udskrevet 16 millioner recepter på sovemedicin sidste år. Av av.
Jeg har interviewet mange søvneksperter gennem tiden og et af de allerbedste råd, jeg har fået, er mørklægning. Fuldstændig mørklægning. I disse tider, hvor vi evigt og altid er omgivet af forstyrrende blåt lys fra telefoner, knapper, iPads og computer har vi især brug for den totale ro, vi får fra mørke. Derfor sover jeg altid med denne (det gør mit barn i øvrigt også tit, fordi det giver en følelse af tryghed) og så har jeg, sammen med en dygtig irsk aromaterapeut, kreeret en lille lifesaver til alle, der har brug for en hjælpende hånd til at falde i en god, genopbyggende og rolig søvn. Jeg er fuldstændig forelsket i den selv (vi taler økologisk lavendel fra det irske højland og økologisk neroli som jeg elsker duften af – blandt meget andet) og jeg bruger den hver gang, jeg har brug for ro i krop og sind.
Oven i købet opdagede jeg en ekstra bonus, da jeg testede den første gang. Jeg havde en stor skriveopgave foran mig, med skrivning hver dag i en hel uge, og hvor jeg normalt laver masser af krumspring og overspringshandlinger, holdt den lille aromaterapi-roll-on mig fuldstændig rolig og fokuseret gennem hele processen.
Jeg lover at komme med flere gode søvntips de næste par dage, så hold dig endelig til, hvis du (indimellem) døjer med søvnproblemer. Og lad mig endelig vide i kommentarerne nedenfor, hvis du har noget specifikt, du gerne vil høre mere om i den henseende. Så tager jeg det gerne op.
Ingen Kommentarer