I LOVE BEAUTY / Charlotte Torpegaard
Gå til online shoppen
Ilovebeauty tips

Nej, A-vitamin er heller ikke for alle

Eksperter hylder det, dermatologer udskriver det og kosmetologer behandler med det. Og A-vitamin udråbes da også som det eneste, der – beviseligt – kan gøre en forskel på dine linjer og rynker.

Derfor finder du også A-vitamin i stadig flere af de cremer, du allerede kender, men det er typisk i en mængde, som ikke gør den store forskel på huden. Skal du have noget, der virkelig batter, er det på recept (Beauté Pacifique Clinical skal fx udskrives af en hudlæge) eller i et optrapningssystem som fx Environ. Det kræver sin hud og sin håndtering, da stærk A-vitamin har en række bivirkninger som rødme, afskalning af huden, solfølsomhed osv. Derudover skal det langsomt – for de fleste meget langsomt – trappes op, så huden kan følge med, allerbedst fulgt af en dermatolog eller anden hudekspert, der kan fortælle dig præcis, hvornår din hud er klar til at trappe op.

Hører du til dem, der gerne vil have hurtige resultater og rutiner (eller måske er du som jeg størst tilhænger af skønhedsrutiner, der ikke medfører bivirkninger) er A-vitamin ikke noget for dig. Jeg skriver det, fordi jeg – som med dermaroller – har fået en del spørgsmål om det på det seneste, og igen er jeg nødt til at fastslå, at der skal være en god grund til at bruge A-vitamin. Det er ikke bare another cream, og er du ikke villig til det, der følger med, så findes der mange andre gode måder at sikre en smuk hud og glød. Min egen absolutte go-to er denne<<

12 Kommentarer

  • Svar
    Tanja
    22. april 2017 kl. 14:27

    Hej Charlotte. Vil du ikke fortælle lidt om hvad du har på øjne og læber i videoen hvor du har den flotte neglelak på fra Kure bazar. Du er altid så fin 🙂 Kh. Tanja

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    22. april 2017 kl. 20:25

    Hej Tanja,

    Mange tak, det var sødt skrevet. Faktisk er det ret simpelt. Jeg brugte den fine Bois de Rose-læbestift fra det franske økomærke Absolution, som jeg har i pavillonen (og i online-shoppen her: https://shop.ilovebeauty.dk/products/absolution-rouge-a-levres-11-lipstick) både til at duppe på læberne og på kinderne. Jeg duppede også en smule på øjnene. Voila. Sort mascara og et pift af Amly-misten og det var faktisk dét.

    De bedste hilsner, Charlotte

  • Svar
    Anne H
    23. april 2017 kl. 09:17

    Lidt pudsigt! Jeg så et afsnit af ‘Mad Men’ for et par dage siden, hvor der var én der havde en neglelak på, hvor jeg straks tænkte; Den ligner den Charlotte har på i den dèr video!” 😉
    Sidst jeg brugte Pacifique A creme i ansigtet fik jeg Dermatitis. Jeg siger ikke det nødvendigvis var pga af den, min hud er i forvejen sart, men jeg tør ikke bruge den i ansigtet igen. Men er jo også god på kroppen. Lidt ærgeligt for samtidig kunne jeg jo godt se at den havde en god effekt på huden generelt.
    Kh Anne

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    23. april 2017 kl. 22:39

    Det er da absolut ikke det værste, Anne – at dukke op i nogens tanker, mens de ser Mad Men;) Og æv med Dermatitis – du gør helt ret i at være forsigtig med de produkter, du bruger, selv om det kan være fristende nogle gange med noget, der rykker lidt mere. Hvis du skulle være i nærheden af min lille skønhedspavillon en dag, så kig ind forbi og få en prøve på Vintner’s Daughter. Jeg tænker, at den kunne være rigtig god for dig.

    De bedste hilsner, Charlotte

  • Svar
    Anne H
    24. april 2017 kl. 20:12

    Nej vel? 😉 Der kunne kvinder få lov at være feminine.
    Tak, det vil jeg huske 🙂
    (Gid de ville lave den Vinter’s Daughter olie i 10 eller 15ml)
    Kh Anne

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    24. april 2017 kl. 21:18

    Ja, prismæssigt ligger den ikke blandt de billigste. Men den er – hånden på hjertet – hver en krone værd. Og du bruger kun 4-6 dråber ad gangen, så den holder 2-3 måneder afhængig af, om du bruger den både morgen og aften. Der er desværre ikke en mindre størrelse på vej, men jeg nævner gerne for April, der laver den, at der har været forespørgsel på det;)

  • Svar
    Arnannguaq
    9. maj 2017 kl. 01:09

    Hej Charlotte.
    Jeg har Vintners daughter, men jeg bliver nødt til at bruge en creme ovenover. Vil du anbefale Muti dagcremen ovenpå? Og så måske Muti natcreme-men den indeholder jo a vitamin, er det noget du vil anbefale til tøt og deraf sart hud?

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    9. maj 2017 kl. 09:14

    Kære Arnannguaq,

    Tak for din hilsen, og jeg bruger også selv creme over Vintner’s Daughter om dagen. Om natten bruger jeg den ofte alene, men det er forskelligt fra hud til hud, hvor meget man har brug for. Jeg kan varmt anbefale at kombinere med MUTI, det gør jeg også selv. Mht. A-vitamin, så kan du sagtens bruge denne. I indlægget er det ren A-vitamin, jeg beskriver. Som ingrediens i cremer er det noget andet.

    Giver det mening?

    Mange hilsner, Charlotte

  • Svar
    Thea
    17. maj 2017 kl. 14:32

    Betyder det at dit indlæg kun angår det man skal have recept for at købe? Så du billiger det vi kan købe i butikkerne, fx verso, beaute pacifique etc.?

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    18. maj 2017 kl. 09:08

    Hej Thea,

    Jeg billiger absolut A-vitamin, men ikke til alle. Man skal vide, at det kræver nogle andre ting af ens rutiner (og solvaner) end de fleste andre produkter/ingredienser. Det gælder især den A-vitamin, du får på recept eller på klinik, fordi det er en langt stærkere dosis. Den A-vitamin, du finder i ‘almindelige’ cremer, står typisk så langt nede på ingredienslisten, at den ofte ikke gør den store forskel på huden. Til gengæld har den så heller ikke bivirkningerne. Besvarer det dit spørgsmål?

    Mange hilsner, Charlotte

  • Svar
    Thea
    18. maj 2017 kl. 09:11

    Hvor ligger beaute pacifiques produkter i det? Er i tvivl om det hører til almindelige cremer der ikke gør stor forskel på huden?

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    18. maj 2017 kl. 09:30

    Hej igen Thea,

    Beauté Pacifique har to A-vitamin-produkter. Ét klinik-produkt som du skal have udskrevet af en hudlæge (et rigtig godt produkt i øvrigt, hvis du ønsker at give dig i kast med A-vitamin) og en creme, du kan købe i Magasin og Matas (og som klart er et af de såkaldte ‘over-the-counter’-produkter med størst virkning og indhold).

    KH Charlotte

Efterlad en kommentar

Du kunne også være interesseret i...