Elbaz-festen var én attraktion, Shu Uemuras boutique på 176 Boulevard St. Germain en anden, da jeg var i Paris for nylig (fik du i øvrigt downloadet den gratis guide med mine Paris-favoritter? Ellers er det lige her). Det japanske skønhedsmærke, hvis makeup Karl Lagerfeld sværger til, når han skal tegne sine designskitser (han har ovenikøbet skabt en særlig Shu Uemura-kollektion, der gik som varmt brød), hvis berømte renseolier fra 1967 stadig bliver solgt hvert halve minut verden over, hvis øjenvippebukker er den bedste i verden og hvis Volume Maker, hårpudderet, der kommer i en supersmart børste, Vogue har kaldt ‘most wanted’. Der er også de kunstige vipper og vippebaren, som makeupartisterne strømmer til. Nå ja, og hvis japanske hårceremoni – og hårolie – hører til blandt mine absolutte favoritter. Er der noget at sige til, at jeg glæder mig til at følge lige i hælene på Shu Uemuras team under modeugen i København i næste uge for at opsnappe alt, hvad jeg kan af tips, trends og produktanbefalinger? Jeg kan varmt anbefale, at du følger med her på skønhedsbloggen allerede fra i dag, hvor der selvfølgelig bliver drysset flittigt af tips fra podierne, fra garderobestængerne, fra skohylderne, fra makeupartisternes gemmer, fra receptionerne og meget mere.
2 Kommentarer
Nanna friis
2. august 2013 kl. 13:46Uha, glæder mig til at høre hvad de nyeste trends lyder på:)
Jeg skal snart til NY, og ligesom der er outlets for billigere tøj, er der så også for make-up/hudpleje eller er prisen den samme? (Jeg tænkte du måske havde været i new york.) 🙂 Kærligst kh Nanna
Charlotte Torpegaard
7. august 2013 kl. 20:05Kære Nanna,
Undskyld sen tilbagemelding! Og glæd dig til New York, der er fantastisk. Jeg har været der mange gange, og hver gang bliver jeg overrasket over stemningen, beatet og de mange indtryk og produkter, de har. Ift. outlets, så har jeg ikke oplevet deciderede skønhedsoutlets, men du vil finde, at amerikanske skønhedsmærker er langt billigere end herhjemme. Derudover er de også langt mere gavmilde med samples, små gaver osv., når du køber noget, og det er jo altid dejligt.
Jeg har skrevet en del tips til New York her på skønhedsbloggen løbende – dem kan du finde, hvis du skriver ‘new york’ i søgefeltet i bloggens højre side.
Rigtig god tur!
Mange hilsner, Charlotte