Min egen #hairconfession

Jeg kører en konkurrence i denne uge, hvor du kan vinde – virkelig gode, må jeg tilføje – hårprodukter fra Kérastase til et træt og slidt hår, der trænger til en kærlig og glansfuld hånd. Du får et lod i konkurrencepuljen, hvis du deler din #hairconfession med mig (og alle andre), altså en bekendelse om noget, du gør eller har gjort mod dit hår. Og så er det vel meget fair, at jeg kommer med min egen bekendelse også, ikk’? En af dem i al fald. Så her kommer lidt barndomsminder fra mig (og skulle du føle dig inspireret, kan du stadig nå at være med i konkurrencen lige her): Da jeg var barn, var mit hår så fint og glat, at selv knækspænderne gled ud af det. Og jeg drømte om bølger og krøllet hår. Derfor krøllede min mor det hver morgen, vel vidende, at var der blot den mindste fugt i luften, var krøllerne forsvundet som dug for solen, så snart jeg gik ud ad døren. Den dag, hun klemte krøllejernet om mit højre øre, fordi vi havde travlt, satte jeg mig selv ind i dets fortræffeligheder. Det fortsatte langt op i skoletiden, og når min søster og jeg cyklede den lange tur til skole om morgenen, måtte jeg standse med jævne mellemrum for at høre hende, om krøllerne stadig var der. ”Er krøllerne gået ud? Er krøllerne gået ud?” Hvis hun sagde ja, blev jeg sur, og sagde hun nej, var jeg sikker på, at hun løj. Men så kom permanenten! Den reddede mig – og ikke mindst min søster – og jeg svævede på en sky den første gang, jeg fik vedvarende krøller. Det var dem på små spoler i hele håret, lidt à la Julia Roberts nedenfor. Jeg fik dem så også i pandehåret … Men jeg var lykkelig og supplerede med et flettet pandebånd, der var tidens hotteste accessory (ja, sorry, det er nogle år siden efterhånden). Da permanenten så småt begyndte at synge på sidste vers, tørrede håret med hovedet nedad og med både gelé og en diffuser, som jeg havde læst i Alt for Damerne, at man skulle gøre. Foran var det ok. Men jeg er glad for, at det først var mange år efter, på billeder, at jeg så, hvordan det så ud bagfra.