I LOVE BEAUTY / Charlotte Torpegaard
Gå til online shoppen
Backstage

Lucky-lak, La Roche-Posay og Chesterfield

Første gang, jeg mødte Anne P, var til en skydning af forsiden til et sommernummer af Eurowoman, som jeg arbejdede for dengang. Anne P var den smukke model i bikini og gylden hud. Siden blev Anne makeupartist og så stødte vi en del på hinanden i den henseende. Det gør vi stadig, støder en del på hinanden. For nu afleverer jeg hver måned min faste skønhedsklumme til ELLE, hvor Anne P er skønhedsredaktør. Læs med her, hvor Anne afslører sin yndlings-sommerlak og solcremen, hun sværger til. Tjek også de bøger, hun anbefaler til sommerlæsning – Anne har rigtig god bogsmag, hvis du spørger mig.

Hvor skal du holde sommerferie? ”Min lille familie og jeg har for nyligt købt hus, så vi bliver formodentlig hjemme og nyder haven. Bliver vejret rigtig skidt, ved man aldrig om vi finder på noget mere eksotisk.”

Hvilke tre ting pakker du altid i kufferten? ”En eller tre gode bøger (jeg håber på at få tid til at læse dem!), solcreme og lidt hudplejeprodukter.”

Dit yndlingsbadetøjsmærke? ”Jeg drømmer om en bikini fra Missoni”

Hvilken bøger tager du med? ”Når jeg rejser, er det oftest letlæselige bøger – bøger man kan læse et par linjer af, lægge ned og så stadig kunne overskue handlingen. Når det er sagt, skal de være velskrevet med et nuanceret sprog. Jeg elsker at blive forført af ord.” (Annes anbefalinger tæller bl.a. Me Before You af Jojo Moyes og The Shadow of the Wind af Carlos Ruiz Zafón)

Din yndlingssolcreme til dig selv? Til dine børn? ”Jeg er ret påpasselig overfor solen og bruger ret høj faktor til mig selv og børnene. Jeg er gladest for La Roche Posay og Rudolph Care.”

Din yndlingsneglelak denne sommer? ”Jeg har ikke helt sluppet koralbølgen. Jeg synes til stadighed, at koral gør tæer helt utroligt smukke. Dior har en lidt mere pink version – Lucky – der også er utrolig fin!”

Dit bedste sommer-skønhedstip? ”At man klart skal udnytte, at man har fået lidt farve og bruge mindre makeup. En solbrun hud med for meget makeup er virkelig den tarvelige version af en Chesterfield-sofa.”

Ingen Kommentarer

    Efterlad en kommentar