Min søndag formiddag brugte jeg i selskab med en gruppe kræftramte kvinder i forbindelse med indsamlingseventen Stafet for Livet. Mit bidrag var at tale om forfængelighed og vigtigheden af at være det, måske især når man er syg. Jeg får ofte mails fra kræftramte kvinder, der søger mig, fordi de ikke kan tale om forfængelighed andre steder uden at føle sig dømt. For hvordan kan de overhovedet tænke på udseende, når det drejer sig om at overleve? Når det handler om liv og død? Jeg fik sågar en mail fra en kvinde, som vidste, at hun ikke ville overleve sin sygdom, men blot have hjælp til at tage sig smukkest ud i sin død. Tabu? Så absolut. Bød jeg ind med, hvad jeg kunne? Ja. Det gjorde jeg også i søndags, hvor vi talte om alt lige fra parykker og vipper til cremer der kan hele ar, olier der kan give glød og læbestift, der kan bringe smil tilbage på læben. Vi talte om, hvordan forfængelighed kan hele. Tak fordi I ville bruge jeres tid sammen med mig.
Skønhed
Lidt læbestift skader virkelig ikke
Forrige indlæg
Bad i salt & peber!
Næste indlæg
Mission complete (i al fald første del af den)
4 Kommentarer
Anne-Marie Holm
26. august 2014 kl. 19:15Jeg ville ønske, at der var flere muligheder for kræftramte kvinder når det gælder hjælp til forfængelighed. Det kan godt være man er alvorlig syg, og det kan godt være, at man ved, at man lever på lånt tid – men som kvinde ønsker man alligevel at tage sig bedst muligt ud, i den tid man har tilbage.
Min mor var en af de kvinder, der vidste, at det kun var et spørgsmål om tid, da hun fik konstateret knoglekræft – lægerne sagde direkte, at der ingen chance var for helbredelse, men at de kun kunne kæmpe for at forlænge hendes liv, og give den bedst mulige livskvalitet.
Og min mor levede sit liv fuldt til det sidste – men sygdommen gjorde, at hun tabte sig voldsomt, og at hun blev bleg. Jeg ville så gerne have fundet et kursus til hende, der ikke bare handlede om at ligge en flot makeup, men som kunne have hjulpet hende til at bruge makeup og tøj til at camouflere symptomerne på sygdommen. Desværre er det ikke rigtig muligt at finde et sådan kursus/event.
Så vil egentlig bare sige, at det er super fedt for de kvinder, der har fået lov at nyde godt af din visdom – jeg ville ønske min mor kunne have været en af dem.
Charlotte Torpegaard
27. august 2014 kl. 12:39Kære Anne-Marie,
Tak for din fine kommentar, og ja, det ville jeg sørme også ønske, at der var langt mere af. Det er så vigtigt, og så overset. Ja, nærmest tabubelagt.
De kvinder, jeg talte med i søndags, fortalte alle, at det første spørgsmål, de havde stillet, da de fik at vide, at de skulle gennem kemoterapi, var om de ville tabe håret. Det var ikke om det gjorde ondt, om de fik kvalme, om de ville overleve. Det var om de ville tabe håret – og deres identitet.
Jeg er ked af at høre om din mor, men dejligt at hun formåede at leve sit liv fuldt ud til det sidste. Og dejligt at hun havde en datter, der forstod og anerkendte hendes forfængelighed.
De bedste hilsner, Charlotte
Eva Bacher
27. august 2014 kl. 20:48Åh Charlotte, hvor er det godt, det du gør. Jeg er uddannet sygeplejerske, og har kørt rundt på landet, hvor jeg havde rigtig mange kræftramte piger, og vi har altid mest talt smerter og ubehag og måske lidt paryk. Vi kan helt klart også lære noget af dig, for man har det også bedre fysisk, når udseendet er så præsentabelt som muligt. Jeg håber, du bliver brugt rigtigt meget som underviser og inspirator for denne gruppe piger!
Charlotte Torpegaard
28. august 2014 kl. 12:10Kære Eva,
Mange tak for din hilsen, og ikke mindst for at understrege vigtigheden af at tage sig af sig selv, også når det måske ikke lige føles som det mest plausible. Blot et langt velduftende bad kan gøre underværker.
Vi må få budskabet spredt endnu mere ud. Jeg skal nok gøre mit!
De bedste hilsner, Charlotte