Kys det nu det satans liv!

Jeg ved godt, at jeg lovede at skrive lidt om tattoo-makeup i dag. Men jeg sidder og ser Knæk Cancer i fjernsynet, og det rammer mig altid lige i hjertet. Jeg har selv mistet to veninder til kræft – alt alt for tidligt – og kender, som alle andre, desværre alt for mange, der er ramt af sygdommen på den ene eller anden måde. Faste læsere herinde vil vide, at mit bidrag, udover penge, er at italesætte vigtigheden af (også) at omfavne forfængelighed under et sygdomsforløb. Dét at mærke sig selv, at kunne genkende sig selv i spejlet trods bivirkningerne af kemo, og at få lov at have blot en flig af en almindelig hverdag midt i kaos. Det lyder måske som en naturlig ting, men faktum er, at jeg har rigtig mange kræftramte kvinder, der skriver til mig om råd og hjælp, fordi de ikke bliver mødt i dette af deres omgivelser. For hvordan kan man tænke på øjenvipper, hårtab og arvæv, når man er dødssyg? Handler det ikke om at overleve og ikke om at være overfladisk? Jeg skrev en stor artikel til Børsen på et tidspunkt om netop dét – vigtigheden af forfængelighed, fordi det har en helbredende kraft. Du er velkommen til at læse artiklen her, og har du sygdommen tæt på, så vil jeg virkelig anbefale dig at gøre det. På torsdag glæder jeg mig rigtig meget til at bruge et par timer med en gruppe unge kræftramte teenagepiger, og byde ind med hvad jeg kan af forfængelighed og tips. Jeg går altid fra disse møder med langt mere end jeg kommer med.