I LOVE BEAUTY / Charlotte Torpegaard
Gå til online shoppen
Skønhed

Jean ‘Shrimp’ Shrimpton

Hvis du tænker, at det er svært at få eyelineren til at sidde, så husk på, at i 1960’erne, hvor tidens tendens tager sit udspring, var der ikke noget, der hed makeupartister og frisører, der stod klar med børster og pensler, når modellerne skulle fotograferes. Det måtte de klare selv. Læser du modelmutter Eileen Fords skønhedsbøger (find dem antikvarisk), så er de da også fyldt med tips til netop modellerne, om hvordan de tager sig smukkest ud, altid har nylonstrømper med i tasken og ikke mindst opfører sig på en skydning. Så 1960’er-ikonet Jean Shrimpton – eller The Shrimp, som hun også blev kaldt – tegnede selv sin berømte eyeliner. Hun har i øvrigt haft lidt af et turbulent liv, med mange mænd og elskere, heriblandt den berømte fotograf David Bailey (jeg skrev det i sidste indlæg, men skriver det gerne igen: tjek filmen om Jean Shrimptons fantastiske kærlighedshistorie med fotografen David Bailey, der kommer senere på efteråret på BBC), der tog hende med til ferniseringer og på fancy natklubber, hvor hun aldrig helt følte, at hun hørte til, og altid medbragte sit strikketøj. De boede i en lejlighed med masser af fugle og to hunde, Monie og Bertie. I 1965 blev hun hyret til at uddele priserne til Melbourne Cup i Australien. Det tøj, hun fik tilsendt, var kedeligt og af dårlig kvalitet, så hun bad en skrædder om at sy det om. Der var ikke stof nok, og skrædderen var nødt til at klippe kjolerne meget korte. Og det var sådan, at mini’en blev født, hvis du spørger Jean Shrimpton. Mary Quant og Paco Rabanne vil nok hævde noget andet. 

Læs også Til frokost hos Eileen Ford

Læs også Lær af den bedste

 

Foto: Jean Shrimpton

2 Kommentarer

  • Svar
    Conni Nørskov
    16. september 2011 kl. 11:50

    Jeg bliver altså helt nostalgisk, når jeg ser sådan nogle billeder. Der var nu noget helt specielt over 60’erne, og jeg er ret stolt af at være født i det årti 😉 Men typisk mig, så hæfter jeg mig (mest) ved coverets artikel om “Frug that fat away”. Frug var en dansestil, som opstod i 60’erne. Jeg er bare lidt forundret over, at der også den gang var fokus på vægttab/-problemer. Troede det mest hørte nyere tid til 🙂

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    16. september 2011 kl. 17:26

    Hej Conni,

    Ja, der er noget ganske særligt over de gamle fotos, og ikke mindst over 1960’erne. Og tak for info om ‘frug’. Det vidste jeg slet ikke, men vil da fluks tjekke det ud. Der ligger sikkert et par sjove klip på YouTube.

    Mht. vægttab, så tror jeg, at der har været fokus på det i umindelige tider. Ikke mindst i 1960’erne, hvor supermodellen Twiggy kom frem, og skabte røre med både sin korte frisure (mens alle andre havde langt hår og vanskelige opsætninger) og sin tynde, tynde krop. ‘Twigs’ var navnet for hendes karakteristiske vipper, men også for hendes statur – tynd som en pind.

    Mange hilsner, Charlotte

Efterlad en kommentar