Der var engang, hvor Chanel satte dagsordenen for laktrends. De skabte små laksensationer, som folk stod i kø og på venteliste til. Det startede med den blodrøde Rouge Noir som Uma Thurman flashede i kultfilmen Pulp Fiction og så gik det slag i slag med Jade, Particulière, Jeans, you name it – indtil det ikke gik slag i slag længere.
Det er ikke Chanel, der sætter dagsordenen mere.
Det gør influenter som Hailey Bieber, men måske endnu mere interessant en generation af mænd, der lige nu flasher neglelak, ikke kun i rockstar-sort, men i turkis, pink og neon. Tag blot Simon Kvamm, der hver fredag aften i X Factor matcher neglelak og skjorte eller slips. Rebelsk? Ikke længere.
Men der var oprindeligt rebelske undertoner i neglelakkens historie, hvor traditionen med især den sorte lak stammer tilbage fra det gamle Kina, hvor sort var reserveret de royale. I 1967 lancerede den trendsættende London-boutique Biba sort lak til sit fremadstormende klientel, og nogle år senere sås Queen-forsangeren Freddie Mercury med sort neglelak.
Rockstjerner som Marc Bolan og David Bowie fulgte trop, for ikke at tale om Marilyn Manson, der gav den sorte lak et punkpræg, da han mødte op med hvid pudder, hvide kontaktlinser og sorte negle. Da fodboldstjernen David Beckham bliver fotograferet til forsiden af herremagasinet L’Uomo Vogue med sorte negle ryger budskabet ud i en bredere æter.
Nu har neglelak igen et momentum, og mens trenden for kvinder meget handler om ultraglossede negle i naturlige toner, så kommer vi hele farveskalaen rundt, når det handler om mænd.
Ingen Kommentarer