I LOVE BEAUTY / Charlotte Torpegaard
Gå til online shoppen
Skønhed

I beautyboksen

Af og til fulgtes Didder Rønlund og Helena Rubinstein over Atlanten. Dengang var det altid på første klasse, hvor stolene var store og dybe. Begge var de to kvinder små.

”Hvis vi skulle have numserne tilbage i sædet, kunne vi ikke nå gulvet,” har Didder engang fortalt mig. Derfor medbragte Helena Rubinstein altid sin beautyboks i babykrokodille, som hun kunne sætte fødderne på.

”Jeg skal huske, at du skal have sådan én. Den er behagelig,” sagde hun altid til Didder.

Man skulle tro, at en af verdens førende skønhedskvinder ville have beautyboksen fyldt med cremer, masker og makeup, men sådan var det ikke. Helena Rubinstein brugte sin beautyboks til sin store, kostbare smykkesamling, og altså som fodstøtte på lange flyveture. Som hun sagde: Ingen kan stjæle den, uden at jeg mærker det.

Gennem hele sit liv samlede hun på smykker. Helena Rubinsteins berømte og sommetider uægte smykker blev en del af hendes personlighed. Hun beskrev dem som sin ’rustning’ og var overbevist om, at de sort-hvide perler hjalp hende i forretningsanliggender.

Didder fik aldrig sin beautyboks i babykrokodille. ”Hvad skulle jeg også med den, jeg havde jo ingen smykker at putte i den. De fire-fem smykker, jeg har, ville jo blot ligge og rode nede i bunden,” smilede hun.

Ingen Kommentarer

    Efterlad en kommentar