Jeg ved ikke med dig, men jeg har spenderet weekenden (og lidt til) dybt inde i en svensk skov, og dér gav jeg mig selv et løfte.
Egentlig var det et yoga/meditationsretreat som jeg jævnligt benytter mig af som en eminent mulighed for lige at stoppe op og mærke efter, om jeg er på afveje eller rette vej. Og vel var det virkelig dejligt med yoga med direkte udsigt ud i naturen, tiltrængt med en lille digital detox (jeg stolede ikke helt på mine egne evner i den henseende, så jeg tog lidt ekstra digital detox med på flaske), varm te ved pejsen (igen havde jeg taget en lille hjælpende hånd med) og noget nær fantastisk med en gammeldags pejsesauna direkte ud til skovsøen.
Men det allerbedste var den lange tur i skoven som jeg sneg mig til, mens de andre lavede refleksionsøvelser.
Jeg har skrevet om skovbadning før herinde på skønhedsbloggen, eller Shinrin-Yoku som er det japanske navn for det. Oversat betyder det at bade i træer. Ikke bade i bogstavelig forstand med vand og sæbe, men i overført betydning. Det handler helt simpelt om at gå en stille tur i skoven, mens du holder fokus på lyde, dufte, farver og på hele følelsen af at være i en skov.
Stadig flere læger anbefaler disse skovbade til deres patienter, fordi det har vist sig rent videnskabeligt at holde vand. De stoffer som træerne udskiller (de hedder phytoncides) har vist sig at have en langsigtet effekt på især vores immunsystem.
Det var en fantastisk tur. Mos og blød skovbund overalt og lysglimt fra solen gennem træerne. Fred og ro.
Det gør jeg alt for sjældent. Prioriterer en tur ud i skoven, og det har jeg lovet mig selv at blive bedre til.
Psst … har du som jeg indimellem svært ved at finde ro og fokus i hverdagen, så kan jeg varmt anbefale denne lille fine roll-on, som jeg har lavet i samarbejde med en irsk aromaterapeut. Jeg elsker den. Den økologiske lavendel og ditto neroli giver min krop ro og fokus på samme tid. Jeg bruger den morgen, middag og aften. Den dufter fantastisk.
Ingen Kommentarer