Det taler jeg om i seneste nummer af Alt for Damerne sammen med kultursociolog Emilia van Hauen. Selv om Emilias og mine grænser er meget forskellige for hvor langt vi vil gå, så er vi grundlæggende enige i én ting – at det faktum at vi er blevet langt bedre til at tale om det er en stor force uanset hvor vi står i polerne. Uanset om min grænse går et andet sted eller ej så har alle ret til at gøre med deres krop som de ønsker uden at det behøver at være tabubelagt (og blot lige for at slå min holdning fast, jeg synes da heller ikke, at hud der begynder at hænge eller en krop der værker er en fest. Men der er gået lidt vel meget TV-shop i den forstået på den måde, at mange springer direkte til nålen og den hurtige løsning i stedet for at bruge de 20 minutter dagligt det tager at holde huden smuk og tonet, og kroppen smidig. Okay, 25 minutter så, men de er fantastisk givet ud).
Emilia og jeg er også enige om en anden vigtig ting. Nemlig at forfængelighed og feminisme sagtens kan rime på hinanden. Hvorfor skulle det ene udelukke det andet? En interessant historie forlyder, at lipglossen fik sit store gennembrud i 1970’erne, fordi kvinderne på barrikaderne ikke kunne bruge læbestift, der ligesom bh’en var et symbol på undertrykkelse. Jeg underkender på ingen måde kvindekampen. Men jeg underkender heller ikke vores allesammens dybtliggende behov for at tage os bedst muligt ud. Kvindekampen lagde afstand til de traditionelle idealer for at blive fri af en patriarkalsk kultur – ikke fordi det var dårligt at gå op i sit udseende.
Bare så vi ikke længere behøver at slå hinanden i hovedet med den.
Ingen Kommentarer