Forleden fik jeg et spørgsmål i kommentarerne fra en læser herinde, der spurgte hvad jeg mon havde gjort for at stramme mit underansigt så flot op. Spørgsmålet kom helt bag på mig for jeg har ret faste rutiner og produkter og jeg har egentlig ikke gjort noget nyt.
Og dog.
For nogle måneder siden byttede jeg min jaderulle ud med denne lidt mere moderne sag fra Japan, som er hypet vidt og bredt i alt fra Vogue til fransk Elle, der lod deres læsere vide at ‘it is amazing how good it looks’.
Jeg tænkte egentlig ikke at der ville være den store forskel fra mine vanlige ansigtsruller, men kunne virkelig godt lide den måde de fem små diamantslebne ruller tager fat og masserer huden (akkurat som at få ansigtsmassage af virkelig dygtige hænder), og hvordan den kan bruges på både ansigt, hals og ikke mindst dekolleté.
Men noget er der sket siden jeg decideret blev spurgt om jeg havde fået Ultheraphy som er en lidt hårdhændet behandling med ultralyd af kæbelinje og underansigt (og nej, den har jeg ikke fået, jeg har bare rullet med den japanske rulle), og jeg har derfor fluks taget et lille parti hjem til jer, der måtte være på udkig efter en effektiv løsning der ikke kræver hverken hårdhændede indgreb, ultralyd, strøm eller andet.
Alt ved denne er helt naturligt.
Slim Cera Plus+ som den hedder er Japans mest populære ansigtsrulle. Den er den især fordi den mindsker porer, ensarter huden og strammer op, mens den masserer ansigtet. Ansigtsrullen er lavet af plantefibre fra ginseng og har et lille solpanel med krystaller fra tourmalin, quartz og forskellige mineraler, der stimulerer huden og har samme effekt som micro-current (som du måske kender fra ansigtsbehandlinger og hjemmeremedier med lav strøm som er meget omtalt i øjeblikket. Denne klarer det dog uden strøm, hvad der i mine øjne er langt at foretrække).
Du kan bruge den akkurat som du bruger din ansigtsrulle (hvis du bruger sådan én), altså i ansigtet, herunder til opstramning af kæbeparti og underansigt, og derudover er den virkelig god på halsen og dekolletéen som ofte bliver overset.
Du kan oven i købet lægge den i køleskabet for ekstra tonende effekt.
Den er dyrere end almindelige ansigtsruller. Men så meget billigere og mere human end de behandlinger der ellers bliver tilbudt derude til opstramning. Og så lader det til at det virker. Hvor effektiv den er kom sågar bag på mig.
2 Kommentarer
Ann
12. oktober 2020 kl. 15:31Hej. Er det den samme følelse, som de jaderuller, der har struktur? De kan nemlig godt føles lidt grove for mig.
Og er der en holdbarhed på rulleren?- ligesom dermaroller skal udskifte blade.
Kan du skrive lidt mere om forskellen på jaderullen og denne? Det er jo en stor investering:-) er glad for jaderullen.
Charlotte Torpegaard
13. oktober 2020 kl. 10:02Kære Ann
Tak for din hilsen og dine spørgsmål. Jeg iler fluks med svar.
Nej, det er ikke den samme følelse som jaderuller med struktur, der nemlig godt kan være lidt skarpe (det er skåret sten). Sådan føles denne slet ikke på huden, men du kan mærke en god massage på anden måde end du gør med glatte jaderuller. Der er ingen udskiftning af rullen og den holder til du slider den op, hvilket er mange år. Selve rullen bliver ikke slidt, stenene bliver opladt via solpanelet og håndtaget er lavet af stærke plantefibre.
Det kan sagtens være at du skal fortsætte med jaderullen som du er glad for – jeg elsker også ansigtsrullerne af sten, der samtidig er en mental fornøjelse. Denne tager lidt mere fat og har nogle andre features, der minder lidt om microcurrent som er meget oppe i tiden (blot uden strøm som jeg personligt synes er ubehageligt og utrygt).
Giver det mening?
Mange hilsner Charlotte