Skønhedspavillon fylder 5 år. Tænk engang, at det er 5 år siden, at vi første gang åbnede de fine grønne døre til den gamle pavillon, som engang har huset strømper, familier, vagter og senest Ib Spang Olsen, inden vi indtog den.
Faktisk overtog vi den for 5 1/2 år siden, men inden den blev restaureret og helt som vi gerne ville have den, gik der både måneder, en sommerferie – og den fineste event med Lancôme. Vi lavede pavillonen om til en fransk café med café creme, macaroons, Lancôme-roser og mærkets mest ikoniske produkter. Den franske ambassadør i Danmark – Francois Zimeray – kom forbi og holdt åbningstalen, hvor han fortalte om franske kvinder, der åbnede små samtale-saloner under recessionen.
Skønhedspavillonen er jo også en slags samtale-pavillon. Vi gør en stor dyd ud af at bruge tid på at finde de helt rigtige produkter til hver og én af jer, der kommer forbi os. Og rigtig mange af jer kender vi gennem mange år (og produkter). For os er det så meget mere end en skønhedsbutik.
Det er en fornøjelse. Vitterlig.
Så det skal fejres. Det gør vi i den kommende uge med pynt i vinduerne og med små daglige treats, der følger med, når I shopper jeres yndlingsprodukter. Vi har også en stor fødselsdagskonkurrence i ærmet.
Er du i nærheden af Kongens Have i næste uge (tirsdag, onsdag, torsdag, fredag), så kig endelig forbi os. Eller vær med til at fejre os online, hvis du ikke bor på vores kanter.
Vi glæder os.
Ingen Kommentarer