Hvor er det dog en fornøjelse at læse alle jeres kommentarer om eventyr under adventskonkurrencen nedenfor! Jeg har hevet både Grimms Eventyr og H.C. Andersen frem fra bogreolen for at genlæse nogle af dem, I nævner (du kan stadig nå at være med i konkurrencen, se nedenfor). Det var faktisk også H.C. Andersen, de nævnte, da jeg spurgte Viktor & Rolf i Paris for nylig, hvilke eventyr, de selv holdt mest af. Jeg mødte dem i anledning af en ny parfume, en herreduft, de lancerer i det nye år, og indtil for nylig måtte vi ikke sige et ord om, hvad den hedder eller hvordan den ser ud. Men det må jeg nu, og navnet er Spicebomb, fordi som de sagde, “vi har allerede en bombe til kvinder, Flowerbomb, og den er så succesfuld, at vi blev lidt jaloux. Men så lavede vi en Spicebomb til os selv”. Og spicy er den, med chili og peber, som de nævner som deres favoritkrydderi. Det kan være, at de alligevel ikke kan have den helt for sig selv. Jeg kan afsløre, at adskillige af de tilstedeværende kvindelige journalister var meget begejstrede for duften – til dem selv. Ja, jeg har skrevet det tidligere, herreparfumer til kvinder er en trend.
Foto: Viktor & Rolf
Ingen Kommentarer