I LOVE BEAUTY / Charlotte Torpegaard
Gå til online shoppen
Skønhed

Fairy Tales

Aftenen inden mit møde med Viktor & Rolf lå jeg på mit værelse i Paris og læste eventyr. Og ikke hvilke som helst eventyr, nej, de var naturligvis skrevet af d’herrer Viktor & Rolf, hvis lyserøde eventyrbog ligger i stakke hos trendimperiet Colette. Om disco-pindsvinet, der lyste i mørke. Om sneglen, der troede græsset var grønnere på den anden side. Om cirklen og firkanten, der ikke kunne udstå hinanden, og om de fem parfumeflakoner, der sloges om prinsessens gunst. Der er selvfølgelig også én om blomsterbomben Flowerbomb, der stopper den onde krig. Jeg elsker eventyr, også dem for voksne, og kan i øvrigt også anbefale modeeventyrbogen This Little Piggy Went To Prada med børnerim omskrevet til modesprog. “I virkeligheden var det bare små historier, vi skrev til hinanden, når vi ikke var sammen,” lød det samstemmigt fra Viktor & Rolf dagen efter, da jeg bad dem signere min bog. Alt er samstemmigt, når det kommer til dem og deres professionelle parløb. De gør alting sammen, og så indgroede er de, at de både ligner hinanden og endda afslutter hinandens sætninger. Når man interviewer dem, så stikker de indimellem hovederne sammen og hvisker, før de svarer, og det er absolut ikke alt, man får lov at få et indblik i. Så vil du have et ægte indblik i deres tanker, så læs eventyrbogen, der også kommer på hylderne herhjemme. Den siger mere om dem end du nogensinde vil kunne få ud af dem selv.

Foto: Viktor & Rolf

1 Kommentar

Efterlad en kommentar