I LOVE BEAUTY / Charlotte Torpegaard
Gå til online shoppen
Skønhed

Først en tur i salonen

I London og New York vrimler det med dem, salonguruer som Orlando Pita, Frederick Fekkai, Sally Hirschberger og Oribé, der konstant optræder i magasiner og til de store modeshows, og har en salon eller ti on the side. Det er anderledes i Paris. Her finder du Odile Gilbert, hårkunstneren bag de fantastiske opsætninger, du ser i haute couturen – og i øvrigt Karl Lagerfelds favorit – og Christophe Robin, der farver hår på alle lige fra Catherine Deneuve til John Galliano, der tidligere har hævdet, at hans nye kollektioner altid bliver til, når han sidder i stolen hos Robin. Men Christophe Robin klipper ikke, han farver kun, og Odile Gilbert er så booket, at hun ikke længere har tid til os almindelige dødelige. Det har til gengæld David Mallett, og af flere hævdes han at være Paris’ bedste frisør. En række førende redaktører (fransk Vogues Emanuelle Alt), modeller (føromtalte Naomi Campbell for blot at nævne en), fotografer (tænk Ellen von Umwerth) og skuespillere (vi kan fortsætte rækken med Drew Barrymore, Elizabeth Hurley og Emmanuelle Seigner) bliver klippet hos ham i hans salon, der minder om alt andet end en frisørsalon. Den ligger i en 400 kvadratmeter stor, gammel pariserlejlighed fra det 17. århundrede, med moderne design, antikviteter og kuriøsiteter i en skøn blanding. Tjek billederne nedenfor, og fortæl mig, om du ikke kunne tænke dig at skifte larmende føntørrere, stole i lange rækker og gadeplan ud med en klipning her? Psst … adressen står i indlægget nedenfor.

 

Ingen Kommentarer

    Efterlad en kommentar