I LOVE BEAUTY / Charlotte Torpegaard
Gå til online shoppen
Skønhed

Evelyn Lauder

Jeg lover at vende tilbage til selvbrunerne, men i formiddags fik jeg en mail fra USA om, at verden har mistet endnu en fantastisk kvinde. Evelyn Lauder var gift gennem 52 år med Leonard Lauder, søn af ingen ringere end Estée Lauder (hun mødte ham efter sigende på en blind date, da hun var 18 år). Evelyn Lauder døde i dag, 75 år ung, af komplikationer fra kræft i livmoderen, men det var en helt anden kræftsag, der lå hende på hjerte. Hun var en fantastisk foregangskvinde for brystkræftsagen og stod bag den lyserøde brystkræftsløjfe, som uddeles hvert år i oktober. Faktisk kan antallet af sløjfer, der er distribueret siden 1992, bygge bro mellem New York og Kina, hvis de blev lagt sammen, og velduftende støtteprodukter fra Estée Lauder-koncernen kommer der stadig flere af hvert år. Hun var også en eminent – og prisbelønnet – fotograf, og har udgivet flere bøger, blandt andet An Eye for Beauty (som jeg netop har fundet frem fra bogreolen) og kogebogen In Great Taste, allesammen til fordel for brystkræftsagen. Derudover var hun kvinden bag Estée Lauder-koncernens opkøb af mærker som blandt andre Bumble and bumble, og arbejdede sammen med Estée Lauder om at lancere Aramis i sin tid. Det var også af sin prominente svigermor, at hun fik sine bedste forretningsråd: “Vigtige ting bør gøres i går” og “Du bør aldrig være tilfreds. Hvis du er fuldstændig tilfreds, bliver du selvtilfreds, og det er ikke godt.” Selvtilfreds var Evelyn Lauder i al fald ikke. Selv om hendes titel lå hos Estée Lauder-koncernen, lå hendes hjerte i brystkræftsagen.

Foto: Elizabeth Hurley, Evelyn Lauder og Gwyneth Paltrow

Ingen Kommentarer

    Efterlad en kommentar