I LOVE BEAUTY / Charlotte Torpegaard
Gå til online shoppen
Skønhed

Et lille skønhedsminde

Hvor andre gemmer souvenirs til minde om deres liv, så kan jeg læse mit i skønhedsprodukter. Chanel-øjenskyggen med de fire farver, der var den første dyre øjenskygge, jeg fik. Hamphandsken, der minder om turene i svømmehallen med min farmor, og Nivea-cremen, der minder mig om badeværelset i mit barndomshjem.

Og så er der Ceramide Capsules fra Elizabeth Arden – de små plastkapsler med serum i, der var både revolutionerende og nytænkende, da de kom frem, og som jeg stadig husker kostede 495 kr. for 60 stk. og var til en langt ældre hud end min. Men jeg måtte eje dem. Jeg kredsede om Arden-standen i en halv time, inden jeg købte dem, og det, der var til overs, når jeg havde brugt dem i ansigtet, masserede jeg på neglebåndene, akkurat som ekspedienten fortalte, at man kunne.

For nylig fik jeg kapslerne tilsendt (de er stadig gode), og det bragte minderne tilbage. Også dét lidt sjovere af slagsen, der kom senere, da jeg selv arbejdede for Elizabeth Arden og blev mødt af en kunde, der var utilfreds med, at hun ikke kunne se de lovede resultater på sin hud. Nu havde hun slugt kapslerne i over 20 dage!

Fagre nye skønhedsverden (og heldigvis skete der ikke noget ved det).

Ingen Kommentarer

    Efterlad en kommentar