Forestil dig at du sætter dig i en træstol med lameller bag hvilke, der gemmer sig en slags pude af hø. Når du læner dig tilbage begynder damp at presse gennem høet og op omkring din krop. For at holde dampen tæt til kroppen får du et stort stykke papir sat for, så det nærmest bliver en lille damphule, hvor kun hoved og fødder stikker ud. Sådan sidder du i 20 minutter, mens damp og æteriske olier i høet smyger sig om din krop og giver sved på panden.
Lyder det nyt for dig? I virkeligheden er det en gammelkendt skønhedsbehandling fra især schweiziske kurbade, hvor badegæsterne blev sænket ned i et kar fyldt med hø, der afgav damp og olier til trætte, ømme kroppe og mod koncentrations- og søvnbesvær. Det siges også, at bønder i gamle dage tog en nat på høstakkene i ny og næ, fordi det gav ekstra energi og overskud til at klare dagen og vejen.
Nyt eller ej, nu er høbadet tilbage på spa-menuerne, og jeg kastede mig ud i det i dag for at se, om der vitterlig er noget om snakken. De har nemlig netop introduceret den i spa-afdelingen på Marienlyst Badehotel og den er så ny, at jeg var nummer to, der satte mig tilrette i høstolene, men nogen skal jo teste det. Høbadet blev suppleret med en halv times ryg/skulder/nakkemassage til virkelig at få fat i spændinger og ømme muskler, og i en hektisk verden, hvor rigtig mange af os har skuldrene oppe om ørene den halve dag, enten fordi vi har travlt eller fordi vi sidder foran en skærm, er den yderst relevant.
Den olie, der frigives fra hø og damp hedder Coumarin og foruden spændinger og ømhed er den kendt for at give ro til sindet og afhjælpe søvnbesvær (det er i øvrigt også en kendt parfumeingrediens, blandt andet fra Houbigant, der allerede tilbage i 1882 brugte den i klassikeren Fougère Royale, men det er en helt anden snak).
Om det var olierne, der allerede virkede eller en kombination med at forære sig selv en dag på spa, så tog jeg i al fald en lille lur efter seancen. Først i liggestolene med udsigt over havet og derefter i hængekøjen nedenunder i salt-terapirummet, der er helt mørkt med rolig musik.
Jeg tror også, at jeg sover godt i nat.
Ingen Kommentarer