Mange tak til Alt for Damerne, der i denne uge har anbefalet min skønhedsbog. De kalder den ovenikøbet en klassiker, og så bliver det jo ikke meget bedre. Har du aldrig hørt om den? Allerbedst kan bogen beskrives som en kogebog, bare med skønhed. Der er alle basis-ingredienserne (bronzer, læbestift, ansigtsolie), remedierne (pensler, børster, fingre) og de mange, mange tips om alt lige fra mascara, økologi og holdbarhed til hvordan du strammer ansigtet op uden hverken Botox eller dyre cremer. Og så er der krydderierne. De små anekdoter om Coco Chanel, Helena Rubinstein og min farmor. Skønhedstipsene fra Diana Ross, Scarlett Johansson, Catherine Deneuve og de mange andre fantastiske kvinder, som jeg har fået lov at interviewe. Listen over de produkter, som skønhedsredaktørerne i virkeligheden bruger. Backstagetips fra verdens bedste makeupartister, og hemmeligheden om hvad din læbestift siger om dig. Og meget, meget mere. I de gode, gamle dage var skønhedstips og rutiner noget, man lærte af sin mor. I dag har de færreste mødre tid til at sætte sig ned med deres døtre og lære dem om hud og makeup. Faktisk har de færreste mødre tid til selv at tage sig af deres hud. Min skønhedsbibel er alt dét, din mor ikke havde tid til at lære dig. Nysgerrig? Så få en forsmag her. Og jo, den kan både lånes på biblioteket, købes hos boghandleren og lige her i paperbackversion. Måske en julegaveidé her på falderebet?
Foto: Alt for Damerne
2 Kommentarer
Emma
16. december 2011 kl. 20:19Jeg kan da kun sige mig enig i Alt for Dullernes anbefaling – din bog er så fantastisk! Jeg er 15 år og har, som du så fint beskriver, aldrig fået tips og tricks fra min mor eller mormor, det er faktisk lige omvendt – bl.a. pga. din bog 🙂 Den indeholder alt hvad man har brug for at vide, og den har lært mig det, som min mor ikke har lært mig (no offence, mor 🙂 ), og jeg håber inderligt på en 2’er 🙂
Charlotte Torpegaard
18. december 2011 kl. 11:05Kære Emma,
Hvor er du sød, mange tak! Og dejligt at du deler dine tips den anden vej rundt;)
Jeg er i gang med en 2’er – mere om det snarest på bloggen.
De bedste hilsner, Charlotte