En dårlig hårdag

”For en del år siden var jeg booket til et job for japansk Vogue. Det var på Sicilien, og jeg kom fra et job i New York med masser af bagage, som jeg alt sammen tjekkede ind for at lette byrden lidt. Det kom bare aldrig ud igen, og da jeg landede var det lørdag aften, alt var lukket og jeg skulle stå klar næste morgen klokken 05. Her stod jeg uden underbukser og hårlak, men fik skyllet mit eneste sæt tøj op i hotellets shampoo, alt i mens min hjerne dampede af tanker om et Vogue-cover med livløst hår og mit navn på credit-listen. Næste morgen stod vi på bussen, der skulle køre os mod bjergene, hvor forsiden skulle skydes, og til min store rædsel kunne jeg stirre ind i nakken på en model med et morgengarn på størrelse med Diana Ross’ i de gode, gamle Supremes-dage samtidig med, at jeg kunne høre fotografen fortælle stylisten, hvor fantastisk en frisør, jeg var. Da vi ankom til stedet, bad jeg makeupartisten om at starte, for at købe mig lidt tid. Jeg gik en tur, og et eller andet inspirerede mig til at gå tilbage til bussen, hente et papkrus, hvori jeg blandede kildevand med jord, der blev til en fin lille muddermaske, som jeg fik smurt i modellens hår. Det tørrede ind til de lækreste, matte vejrbidte krøller, og der gik et par dage, før jeg helt kunne tro mit held. Dette look brugte jeg et par uger senere til stor applaus på et show i London. Siden har alle hårmærker deres egen clay-voks, men jeg bilder mig stadig ind, at min var den originale.”