Den sidste dag i Ravello bad jeg om at få lov at gå en tur i Villa Marias økologiske have, der ellers er lukket for offentligheden.
Det var hotellets ejer Vincenzo Palumbo, der viste rundt og fortalte om basilikum, auberginer, figner og om den økologiske kokkeskole, man kan komme på, hvis man bor på hotellet.
Vi fandt tre friske æg hos hønsene, og hvis en fjer kan blive til fem høns, så lover jeg, at tre æg kunne blive til det vildeste måltid, jeg længe har fået. Ind kom den ene fantastiske ret efter den anden, kreeret udelukkende med ingredienser fra haven. Prikken over i’et var kagerne til sidst, og den traditionelle dessert – aubergine med chokolade og pinjekerner – som Vincenzo har fra sin mor. Det lyder mærkeligt, men smager himmelsk. Det samme gør den Limoncello, som Vincenzo selv brygger.
Lov mig at besøge Villa Maria og haven, hvis du kommer til Ravello. Jeg lover, at det gør mere for din udstråling end selv den dyreste creme.
Ingen Kommentarer