I LOVE BEAUTY / Charlotte Torpegaard
Gå til online shoppen
Skønhed

Det handler min skønhedsbog om

Hvad er det lige med den skønhedsbog, du har skrevet? blev jeg flere gange spurgt under min Tour de Magasin i denne uge (mange tak til alle jer, der investerede i den, og til alle jer, der kom forbi med jeres eksemplar for at få det signeret!). Allerbedst kan bogen vel beskrives som en kogebog, bare med skønhed. Der er alle basis-ingredienserne (bronzer, læbestift, ansigtsolie), remedierne (pensler, børster, fingre) og de mange, mange tips om alt lige fra mascara, økologi og holdbarhed til hvordan du strammer ansigtet op uden hverken Botox eller dyre cremer. Og så er der krydderierne. De små anekdoter om Coco Chanel, Helena Rubinstein og min farmor. Skønhedstipsene fra Diana Ross, Scarlett Johansson, Catherine Deneuve og de mange andre fantastiske kvinder, som jeg har fået lov at interviewe. Listen over de produkter, som skønhedsredaktørerne i virkeligheden bruger. Backstagetips fra verdens bedste makeupartister, og hemmeligheden om hvad din læbestift siger om dig. Og meget, meget mere. I de gode, gamle dage var skønhedstips og rutiner noget, man lærte af sin mor. I dag har de færreste mødre tid til at sætte sig ned med deres døtre og lære dem om hud og makeup. Faktisk har de færreste mødre tid til selv at tage sig af deres hud. Min skønhedsbibel er alt dét, din mor ikke havde tid til at lære dig. Nysgerrig? Så få en forsmag her. Og jo, den kan både lånes på biblioteket, købes hos boghandleren og lige her

 

Foto: Skønhed kommer indefra, men lidt læbestift skader jo ikke

12 Kommentarer

  • Svar
    Karen B.
    2. september 2011 kl. 09:45

    Kære Charlotte,
    Du er en af de få i Danmark inden for skønhedsbranchen, der rent faktisk ved, hvad du taler/skriver om! Tak for det:o)

  • Svar
    Conni Nørskov
    2. september 2011 kl. 11:14

    HejCharlotte!
    Jeg er også en lykkelig ejer af bogen. Den stod øverst på min ønskeseddel til min fødselsdag for 2 år siden, og jeg fik den! 🙂 Har allerede læst den flere gange, og den er en af de bøger, jeg bliver ved at vende tilbage til, fordi jeg hele tiden kan finde noget nyt og brugbart i den. Tak for en spændende, ukrukket og underholdende bog, sprængtfyldt med gode, nyttige tips og aha-oplevelser 🙂

  • Svar
    Nina
    2. september 2011 kl. 12:23

    Helt enig, dejligt med en intelligent, velskrevet og meget underholdende skønhedsbog 🙂

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    3. september 2011 kl. 12:52

    Kære Karen, Conni og Nina,

    Tusind tak for jeres søde ord (man skulle næsten tro, at jeg havde bestukket jer;). Det er jeg virkelig superglad for at høre.

    Det er et dejligt boost til (endelig) at tage sig sammen til at skrive nummer to.

    De bedste hilsner, Charlotte

  • Svar
    Karen B.
    3. september 2011 kl. 12:58

    En bog nr. to ville være ualmindelig velkommen;o)
    Go’ weekend.

  • Svar
    Christina H.
    4. september 2011 kl. 18:36

    Jeg er også den heldige ejer af din bog, og har virkelig brugt mange timer på den! Den er fantastisk. Som det er nævnt tidligere herinde, så ville en 2´er være meget velkommen – hvertfald hjemme i min bogreol 🙂

  • Svar
    Sofie
    4. september 2011 kl. 23:11

    Hej Charlotte:)

    Jeg har et lidt underligt problem; Min concealer under øjnene “smuldrer” når jeg prøver at blende den ind i huden.
    Jeg bruger øjencreme og til den øvrige hud i ansigtet bruger jeg mineralpudder fra ID bare minerals.
    Kan du komme med et tip til en concealer der ikke smuldrer? Gerne i den naturlige/ parabenefri afdeling.

    Mvh Sofie

    PS: Er også den lykkelige ejer af din bog og håber på en 2’er. Mens vi venter kan jeg fortælle – til de økointeresserede – at der i Tiger lige pt. er tilbud på en bog der bla. fokuserer på Grøn skønhed. Ved ikke om jeg kan skrive titlen her, men den er ikke til at overse:)

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    6. september 2011 kl. 19:36

    Hej Sofie,

    Ja, det går sørme ikke! Der kan være flere årsager til det. Den kan have ligget for varmt eller være for gammel; det får ofte foundations og concealers til at skille eller smuldre. Det kan også handle om, at den ikke fungerer sammen med konsistensen af din øjencreme, men det er nu ret sjældent. Det er også altid en god idé at duppe concealer på ren hud, inden du bruger foundation eller mineralpudder.

    Når det er sagt, så er en af mine egne yndlings-concealers fra Bobbi Brown – dronningen af concealer – mens en af Danmarks dygtigste makeupartister Anne Staunsager altid anbefaler Touche Magique fra L’Oréal Paris, der er langt billigere. Men ingen af dem er naturlige.

    I min skønhedsbog har jeg skrevet om Nvey Organic Erase, som er en rigtig fin øko-concealer, hvis du vil have én helt uden unødige tilsætningsstoffer.

    Og til dit PS, så må du meget gerne anbefale skønhedsbøger her på bloggen! Jeg gik faktisk forbi Tiger i dag for at se, hvad det var for noget, men de var ikke helt med på, hvad jeg talte om.

    Mange hilsner, Charlotte

  • Svar
    Sofie
    6. september 2011 kl. 20:38

    Tak for svaret:)

    Jeg vil forsøge mig med den fra Nvey, hvis (SU)budgettet er til det – ellers må jeg gå på kompromis og købe den fra L’Oréal:)

    Bogen hedder “Grøn og Skøn på 8 uger” og jeg synes at den rummer en masse fine tips til alt fra grøn skønhed til miljørigtig husholdning og madpakkeforslag. Den koster en 20’er i Tiger.

    Mvh Sofie

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    7. september 2011 kl. 09:46

    Hej igen Sofie,

    Tak for bogtitel – den er hermed givet videre. Jeg vil da også tjekke den ud, selv om jeg altid stejler en smule, når det er noget med ‘slank på tre dage’, ‘perfekt hud på en time’ og ‘grøn og skøn på 8 uger’. Men derfor kan der jo sagtens være gode tips at hente. Og det synes at være tidens trends indenfor bogtitler, så jeg må måske bare vænne mig til det.

    Jeg tjekker den i al fald ud, hvis jeg kan få fingre i den.

    Mange hilsner, Charlotte

  • Svar
    Sofie
    7. september 2011 kl. 15:08

    Ja, titlen er lidt “lam” men indholdet er netop rigtig fint:)

    Go’ tur i Tiger (igen)!

    Mvh Sofie

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    7. september 2011 kl. 17:43

    Hej Sofie,

    Jeg fandt faktisk bogen hjemme i min reol. Det sagde mig et eller andet, men min version er den engelske, der blot hedder ‘Green Living’ (det er den danske oversættelse, der er lidt dum). Bogen er, hvis nogen skulle være interesseret, af Sophie Uliano, bosiddende i Hollywood (forordet er da også af Julia Roberts), og omhandler grøn livsstil fra skønhed og shopping til mad og rejser. Det er en fin grøn bog, især når den, som Sofie skriver, koster en tyver hos Tiger.

    Mange hilsner, Charltote

Efterlad en kommentar