Når jeg er backstage til de store internationale modeuger i Paris, Milano og New York, er håret noget af dét, jeg er allermest fascineret af. Modellernes hår, forstås. Men hvor smukke, inspirerende, vilde eller attraktive frisurer, de end ender med på podiet, så er det noget af en proces, deres hår skal igennem. Der bliver hevet og slidt i deres hår, ofte af flere hårstylister ad gangen, hvis der er rigtig travlt. Der bliver brugt føntørrere på fuldt drøn, ultravarme glattejern, skarpe hårnåle, stramme elastikker og et hav af stylingprodukter til både volumen, setting og finish. Altsammen i løbet af meget kort tid. Det lyder vildt, ikk? Men faktisk er det ikke så langt fra den behandling, vi selv giver vores hår, når vi skal ud ad døren om morgenen og det hele skal sidde på den halve tid. Hårtørreren bliver sat på fuldt blus, så det går hurtigere, og så på med glattejern, saltvandssprays, lakker og stylingcremer. Dét tilsat diverse kemiske behandlinger som farvning, highlights, strukturpermanent og usynliggørelse af grå hår. Der er ikke noget at sige til, at et af tidens helt store skønhedsproblemer er træt, slidt og ødelagt hår, vel? Heldigvis byder skønhedsverdenen på nye effektive produkter og serier til netop dét, så du ikke behøver at klippe det af, men i stedet kan få håret tilbage i form efter nogle ganges brug. En af dem fortæller jeg meget mere om i morgen. Og skruer du samtidig ned for føntørreren, nøjes med glattejernet en gang i mellem og smider blot et par af stylingprodukterne på porten, så er der rigtig god chance for, at du kan flashe et skinnende, smukt hår igen.
Diverse
Der bliver hevet og slidt …
Forrige indlæg
Er du tilfreds med dit hår?
Næste indlæg
Giv dit hår en ny chance!
Ingen Kommentarer